Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Åbner link i ny fane

Indhold er hentet

Artikel

Miljømærker – Certificer dine produkter eller serviceydelser

Med Svanemærket og EU-Blomsten kan du dokumentere over for kunder og forbrugere, at dine produkter eller serviceydelser opfylder en række særlige miljøkrav. Bliv klogere på de to miljømærker, og hvordan du kan bruge dem.

Indhold er hentet

Hvad er miljømærkerne Svanemærket og EU-Blomsten?

Der findes to officielle danske miljømærker: Svanemærket og EU-Blomsten. Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, mens EU-blomsten er det officielle europæiske miljømærke. 

Med et miljømærke kan du dokumentere over for dine kunder, at dine produkter og serviceydelser er med til at mindske den samlede belastning af miljø og klima fra produktion og forbrug. Fordelen ved miljømærkerne er, at de gør det lettere for både forbrugere og professionelle indkøbere at vælge blandt de miljømæssigt bedste produkter og serviceydelser på markedet. 

For at opnå miljømærket på et produkt skal det leve op til en række krav inden for miljø, kemikalier og produktegenskaber, og hele produktets livscyklus fra råvarer til produktion, brug, bortskaffelse og recirkulering er med i vurderingen. Den helhedsorienterede tilgang er vigtig for at kunne mindske det samlede aftryk på miljø og klima. Mærkerne stiller også krav til kvalitet for at sikre effektive produkter, der har den ønskede funktion, og produkter med lang levetid. Når et produkt holder længe, begrænses den samlede miljøbelastning.

Hvordan kan min virksomhed bruge Svanemærket og EU-Blomsten?

Gennem en certificering med Svanemærket eller EU-Blomsten får du et redskab, der gør det muligt at vise, at din virksomhed går forrest i den grønne og cirkulære omstilling, og et synligt bevis fra en uvildig tredjepart på din miljøindsats. Det kan give fordele over for kunder, forbrugere og medarbejdere.

Svanemærket og EU-Blomsten er stærke kommunikationsredskaber grundet det høje kendskab og den høje troværdighed, der er koblet til de to officielle miljømærker. Fx kender hele 9 ud af 10 danske forbrugere Svanemærket, mens 4 ud af 10 kender EU-Blomsten.

Med Svanemærket og EU-Blomsten kan du på en troværdig måde dokumentere, at din virksomheds produkter og tjenesteydelser lever op til de krav om klima og miljø, der i stigende grad bliver stillet i mange offentlige udbud både i Danmark, Norden og EU, og dermed vise, at din virksomhed ligger i front.

Hvilke krav stiller Svanemærket og EU-Blomsten?

Alle certificerede produkter og serviceydelser skal leve op til skrappe miljøkrav. Kravene bliver stillet til alle relevante faser af produktets liv, og de sikrer bl.a., at din virksomhed sparer på jordens ressourcer, værner om biodiversiteten, mindsker aftrykket på klimaet, og at flest mulige materialer recirkuleres. Derudover stiller mærkerne skrappe kemikaliekrav, hvilket både gavner miljøet, brugernes sundhed og dine medarbejdere.

Der stilles også krav til produktegenskaber for at sikre kvalitet og holdbarhed. Når et produkt holder længe, begrænses miljøbelastningen fra ny produktion og håndtering af affald.

Svanemærket og EU-Blomsten stiller det, der hedder produktspecifikke krav. Det betyder, at de krav, dit produkt skal leve op til for at blive certificeret, er unikke og afhænger af, hvilket produkt der er tale om. Det er vigtigt for at håndtere de miljømæssigt vigtigste områder for produkttypen og dermed opnå maksimal miljøeffekt. Maling skal altså leve op til ét sæt krav, printerpapiret til et andet, møblerne til et tredje osv. 

Kravene til miljømærkerne bliver løbende evalueret og strammet. Det sikrer, at kravene bliver stillet ud fra den nyeste viden og udvikling i markedet. Det betyder også, at en certificering er tidsbegrænset. Når der kommer nye krav til en produktgruppe, fx møbler eller plejeprodukter, skal alle producenter med certificerede møbler og plejeprodukter dokumentere, at produkterne lever op til de nye krav. Ellers mister de retten til at bruge miljømærket. 

Læs mere om kravene til de enkelte produkter på Miljømærkning Danmarks hjemmesideÅbner link i ny fane

Investér i bæredygtighed

Læg din indsats der, hvor du får størst forretningsmæssig værdi ud af det.