Indhold er hentet
Ecodesignforordningen – Kommende krav til produkters bæredygtighed
Ecodesignforordningen (ESPR) sætter en ramme for ny lovgivning, der løbende vil stille krav til produkters bæredygtighed med fokus på miljøvenligt design og cirkulær økonomi. Få overblik over de nye krav.
Indhold er hentet
Hvad er ecodesignforordningen?
Ecodesignforordningen har til formål at gøre produkter mere miljøvenlige og cirkulære ved bl.a. at fokusere på øget holdbarhed, bedre materialeudnyttelse og et mindsket ressourceforbrug. Det gør forordningen ved at sætte en ramme for ny regulering for de fleste produktgrupper, som løbende vil blive udrullet over de næste ti år.
Virksomheder vil bl.a. skulle informere om produkters miljøbelastning og energiforbrug. Det skal medvirke til, at virksomheder udvikler innovative, bæredygtige og cirkulære produkter, mens det bliver nemmere for forbrugerne at træffe bæredygtige valg.
Forordningen erstatter de nuværende ecodesignkrav
Ecodesignforordningen vil løbende erstatte kravene i det nuværende ecodesigndirektiv, der i dag sætter rammen for krav til energieffektivitet for energirelaterede produkter. Alle produkter, der er omfattede af nuværende krav under ecodesigndirektivet, vil fortsat være omfattet af krav efter implementeringen af de nye regler.
Læs mere om de nuværende regler om ecodesign på Energistyrelsenshjemmeside
Hovedkrav i ecodesignforordningen
Med ecodesignforordningen vil der blive stillet krav til de fleste aspekter af produkters livscyklus, fra materialeindhold og miljømæssigt design, til anvendelse og evt. genanvendelse eller bortskaffelse. Det forventes, at de produktgrupper, der har størst negativ indvirkning på miljø og klima, vil være de første, der vil blive omfattet af kravene. Det gælder fx tekstiler og forbrugerelektronik. Virksomheder, der sælger produkter i EU, vil blive mødt af to typer af krav til deres produkters miljømæssige design, hhv. ydeevnekrav og oplysningskrav.
Ydeevnekrav
Indhold er hentet
Et produkt skal fx overholde minimums- og maksimumskrav til produktets ydeevne for at kunne sælges på EU’s indre marked.
Kravene til ydeevne vil blive fastsat ud fra 16 forskellige kriterier.
Oplysningskrav
Indhold er hentet
Den anden type krav til produkters miljømæssige design er oplysningskrav.
Disse krav kan omfatte information om produktets ydeevne, samt andre produktrelaterede informationer, fx forbrugerrettede informationer, som kan oplyses gennem det kommende digitale produktpas.
Kravene kan også betyde, at virksomheder skal informere om anvendelse af problematiske stoffer i produkterne, fx om der anvendes kemiske stoffer, der begrænser genanvendeligheden af produktet.
Andre krav i forordningen
Digitale produktpas
Indhold er hentet
Omfattede produkter kan blive pålagt at have ”et digitalt produktpas”.
Det digitale produktpas skal anvendes til at dele informationer om produktets ydeevne og andre relevante produktinformationer, fx brugsanvisninger, med andre virksomheder, forbrugere og myndigheder.
De nærmere krav til udformningen af de enkelte digitale produktpas, samt oplysningskravene for de forskellige produktgrupper, vil blive fastsat løbende de kommende år.
Grønne offentlige indkøb i EU
Indhold er hentet
Forordningen giver mulighed for at sætte krav, kriterier og mål for grønne offentlige indkøb for at fremme efterspørgslen efter mere bæredygtige produkter. De specifikke kriterier vil løbende blive fastsat.
Destruktionsforbud mod visse usolgte produkter
Indhold er hentet
Forordningen indfører en forpligtigelse om at informere om mængder, håndtering og destruktion af usolgte forbrugerprodukter. Forordningen introducerer også et destruktionsforbud mod usolgte forbrugsprodukter for visse tekstiler som beklædningsgenstande og fodtøj.
Flere produktgrupper vil kunne blive omfattet af destruktionsforbuddet i fremtiden.
Destruktionsforbuddet træder i kraft den 16. juli 2026 for store virksomheder og den 19. juli 2030 for mellemstore virksomheder. Mikrovirksomheder og små virksomheder er undtaget.
Indhold er hentet
Hvilke virksomheder bliver omfattet af de nye regler?
Hvis din virksomhed sælger sine produkter inden for EU’s indre marked, skal dine produkter overholde de nye regler i forordningen.
Reglerne gælder uanset størrelsen af din virksomhed.
Fem produktgrupper vil ikke være omfattet af de nye regler i ecodesignforordningen. Det drejer sig om: fødevarer, foder, militært udstyr, biler og medicinalvarer.
Hvornår træder reglerne i kraft?
De specifikke krav til de forskellige produktgrupper forventes at blive fastsat gradvist over de kommende år.
Det forventes, at produktgrupper, som fx tekstiler, fodtøj, forbrugerelektronik og visse forarbejdede råvarer, såsom stål og plast, vil være nogle af de produktgrupper, der først vil blive omfattet.
Frem mod 2030 forventes det, at der vil blive vedtaget krav til ca. 60 forskellige produktgrupper.
Efter vedtagelse af de produktspecifikke krav begynder en overgangsperiode på mindst 18 måneder, før kravene træder i kraft.
Læs mere om, hvornår reglerne forventes at træde i kraft på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Indhold er hentet
Hold dig opdateret om reglerne
Denne side opdateres løbende, i takt med at reglerne i ecodesignforordningen udrulles.
Da ansvaret for implementeringen af forordningen er fordelt på tværs af myndigheder, vil siden løbende blive opdateret med links til den nyeste information om de specifikke krav, og hvornår de træder i kraft.
