Indhold er hentet
Kommunikér om dit arbejde med due diligence for bæredygtighed
Femte skridt i due diligence for bæredygtighed handler om, at du både internt og eksternt bl.a. skal kommunikere om, hvordan din virksomhed arbejder med at vurdere og håndtere risici for negativ indvirkning samt med at følge op på indsatser.
Indhold er hentet
Kommunikér både internt og eksternt
Due diligence for bæredygtighed handler ikke kun om at analysere og håndtere risici. Det handler også om at være åben og transparent om dit arbejde, så du kan kommunikere om det.
Det er ikke nok at sige, at du følger gældende internationale retningslinjer, men du skal også kunne dokumentere og kommunikere din virksomheds proces og resultater.
Kommunikationen handler derfor om at redegøre for og beskrive de konkrete indsatser, udfordringer, prioriteringer og resultater, din virksomhed har arbejdet med. Det skal du gøre med udgangspunkt i din forpligtelse samt din vurdering og håndtering af risici for negative indvirkninger på mennesker, miljø og samfund.
Fokus i kommunikationen skal både være på intern og ekstern kommunikation. Det er med til at understøtte videnopbygning og forankring internt i din virksomhed, og det hjælper dig eksternt med at dokumentere dit arbejde med ansvarlighed.
Derfor skal du kommunikere om due diligence for bæredygtighed
Flere virksomheder møder krav og forventninger fra omverdenen om at dokumentere deres arbejde med ansvarlig virksomhedsadfærd. Både kommende lovgivning fra EU stiller krav til virksomheders arbejde, men også erhvervskunder og forbrugere forventer i højere grad, at virksomheden drives ansvarligt.
Ved at kommunikere om de indsatser, du har igangsat, kan du gøre din omverden opmærksom på, at du arbejder på at styrke din virksomheds arbejde med due diligence for bæredygtighed. Det kan både være med til at tiltrække og fastholde nye kunder, men også medarbejdere, som i højere grad stiller krav til deres nuværende og potentielle arbejdsplads.
Hvad skal du kommunikere om?
Din kommunikation skal basere sig på den dokumentation, som du har udarbejdet i de tidligere skridt, herunder politikker, risikovurderinger og handlingsplaner. Det er vigtigt, at kommunikationen er retvisende og både fremhæver din virksomheds succeser og resultater, men også de udfordringer og risici, der stadig er tilbage. Der må gerne fremgå beskrivelser af, hvad der er lykkedes, og hvad der ikke er lykkedes.
En god tommelfingerregel er, at du helst skal kunne dokumentere og kommunikere om hvert område af de seks skridt i due diligence-processen. Følgende informationer bør derfor være offentligt tilgængelige, fx på din virksomheds hjemmeside eller i en bæredygtighedsrapport:
- dine politikker eller forpligtelser om ansvarlig virksomhedsadfærd, og hvordan du arbejder med due diligence for bæredygtighed
- en oversigt over væsentlige risici, der er identificeret i din virksomhed og hos leverandører
- en plan for, hvordan din virksomhed har prioriteret risici, afhjulpet og fremover vil afhjælpe og forebygge negative indvirkninger i egen virksomhed og hos leverandører
- dine mål for dit fremtidige arbejde med ansvarlig leverandørhåndtering
- hvordan, du er i dialog med dine interessenter, ikke mindst, når de er berørte af negative indvirkninger
Hvem skal du kommunikere til?
Før du kan arbejde med, hvordan du vil kommunikere om dine indsatser, skal du vide, hvem din virksomhed kommunikerer til, og på hvilken måde, du bedst når din målgruppe. Det kan fx være:
- eksterne, herunder leverandører, kunder eller samarbejdspartnere
- interne, herunder medarbejdere, ledelsen eller bestyrelsen
Både form og indhold af din kommunikation vil variere efter, hvem du kommunikerer til. Fx vil det sandsynligvis være gavnligt, at ledelse og bestyrelse får en mere detaljeret beskrivelse af din risikoanalyse end dine kunder. På samme måde er det også vigtigt at kommunikere ændringer i din risikovurdering ud til dine leverandører, selvom de naturligvis skal foretage deres egen vurdering.
Hvordan kan du kommunikere?
Informationer om dit arbejde med due diligence for bæredygtighed bør som minimum være offentligt tilgængelige, fx på din virksomheds hjemmeside eller i en bæredygtighedsrapport.
Du kan også bruge sociale medier, nyhedsbreve eller lign.
Medarbejdere eller andre interessenter kan måske have gavn af at få kommunikeret dit arbejde ud via workshops eller møder, hvis du har ressourcer til det.
Indhold er hentet
Skridt 6 – Genopretning og klagemekanisme
Din virksomhed bør sikre genopretning og hjælpe med at ”gøre skaden god igen”, hvis mennesker, miljø eller samfund er blevet påvirket negativt. Derudover bør du etablere en klagemekanisme, der gør det muligt at indberette eventuelle klager til din virksomhed.
Genopretning og klagemekanisme er sidste skridt i due diligence-processen.