Indhold er hentet
Virksomhedens kapitalberedskab: Sørg for at kunne betale nuværende og kommende regninger
Som ejerleder i et selskab har du pligt til at sikre, at din virksomhed hele tiden har et forsvarligt kapitalberedskab. Kapitalberedskabet skal være tilstrækkelig stort til at kunne dække virksomhedens drift og den planlagte udvikling med nødvendige investeringer.
Indhold er hentet
Enhver virksomhed bør have øje for, hvordan man sikrer et forsvarligt kapitalberedskab
Som ejerleder i et selskab skal du være opmærksom på, at du har pligt til at sikre et forsvarligt kapitalberedskab. Ifølge selskabsloven påhviler pligten alle selskabets ledelsesorganer, det vil sige direktionen og en evt. bestyrelse. Et forsvarligt kapitalberedskab betyder blandt andet, at selskabet har tilstrækkelig kapital til selskabets drift, og til at selskabet kan betale både nuværende og kommende regninger.
Hvad der er et forsvarligt kapitalberedskab, vil variere fra virksomhed til virksomhed. Størrelsen på det kapitalberedskab, der er nødvendigt, afhænger af de konkrete forhold i virksomheden.
Vurder kapitalberedskabet - herunder behovet for en tilstrækkelig buffer
Sørg for, at der er sammenhæng mellem virksomhedens drift, målsætninger og virksomhedens kapitalberedskab.
Hvis du arbejder målrettet med udvikling og planlægning af virksomhedens fremtid, skal der være en finansieringsplan, som gør det muligt at indfri målsætningerne. Der skal også være en tilstrækkelig finansiel buffer, hvis arbejdet med at indfri målsætningerne forsinkes eller trækker ud.
Kapitalberedskabet kan bl.a. komme fra kassekredit, banklån, kapitalforhøjelse, overskud fra driften eller lån fra evt. holdingselskab.
Få finansieringen på plads i god tid
Finansieringen af drift og fremtidige investeringer skal på plads i god tid, for der skal være en tilstrækkelig kassebeholdning, hvis virksomhedens likviditet kommer under pres.
Finansieringsomkostningerne vil blive større, jo mere presset virksomhedens likviditet er. Det er betydeligt mere omkostningsfuldt at få finansiering, hvis virksomheden er i krise - eller hvis økonomiske og/eller finansielle kriser begrænser adgangen til risikovillig kapital. Det medfører, at bankerne bliver mere forsigtige i deres udlånspolitikker. I værste fald kan det være stort set umuligt at få finansiering på betingelser, der ikke begrænser virksomhedens drift og investeringer.
Hvor skal pengene komme fra?
Finansiering handler om at finde ud af, hvor virksomhedens ressourcer skal komme fra.
Virksomheden kan rejse finansiering via lån fra en finansiel institution, for eksempel en bank. Lånet udbetales til virksomheden, som til gengæld forpligter sig til at betale renter og afdrag. Denne type finansiering kaldes lånefinansiering, og den giver den finansielle institution begrænset indflydelse på virksomhedens drift.
Alternativt kan virksomheden rejse egenkapital ved at sælge aktier, som giver køberen ret til en andel af virksomhedens overskud og indflydelse på virksomhedens ledelse. Denne type finansiering kaldes egenkapital.

.webp?mw=1500)