Vil du starte salg på et nyt marked, skal du nøje overveje, om I internt har ressourcerne til selv at løfte opgaven.
Alternativt – og det er ofte en god løsning for mindre virksomheder – kan du indgå en aftale med en lokal handelsagent, der både kender markedet og kunderne.
En handelsagent er en selvstændig erhvervsdrivende, der arbejder som mellemmand for agenturgivers regning. Handelsagenten arbejder for at sælge dine produkter og ydelser ved at indhente kvalificerede tilbudsmuligheder hos potentielle kunder.
Handelsagenten indhenter tilbudsmuligheder hos potentielle kunder/tredjepart inden for det nærmere aftalte distrikt, afgrænset på fx geografisk marked/region, branchesegment, kundekreds osv.
Handelsagenten provisionsaflønnes typisk af det salg, som de opnåede tilbudsmuligheder genererer.
Fordele og ulemper ved at benytte en handelsagent
Handelsagentens opgave er at identificere og indledningsvist kvalificere potentielle kunder. Du outsourcer således det opsøgende salgsarbejde, men står selv efterfølgende for rådgivning og servicering af kunderne.
Salgsomkostningerne bliver variable, idet der først udbetales provision til agenten, når der er effektueret et salg.
Fordelen ved samarbejdet med en handelsagent er, at det ofte er en hurtig og billig måde at komme i gang med salget på.
Samtidig har du mulighed for at finde en handelsagent, som på forhånd har stort kendskab til dit brancheområde, de kundesegmenter og det geografiske område, som du udpeger.
Skal du fx ind på et udenlandsk marked, kan det være en betydelig fordel, hvis du har en handelsagent, som er fortrolig med både sprog, kultur og lokale samarbejdsforhold.
Der er også virksomheder, som oplever, at en handelsagent ikke er den rette løsning. Udfordringen kan være, at en handelsagent ikke er ansat og dermed en integreret del af din virksomheds kultur. Det kan betyde, at afstanden føles større end ved en fastansat medarbejder.
Sådan laver du en handelsagentaftale
Når du indgår en aftale med en handelsagent, er det vigtigt, at I får lavet en handelsagentaftale, som præcist beskriver rammerne og rollefordelingen.
Med en handelsagentaftale har agent og agenturgiver styr på aftaler og gensidige forpligtelser. Det er din sikkerhed ved eventuelle tvister.
5 centrale punkter i handelsagentaftalen
Der er 5 centrale punkter i en handelsagentaftale:
Beskrivelse af område og produkt
Agentens forhold til tredjemand
Agentens forpligtelser
Agenturgivers pligter og rettigheder
Konkurrenceklausul.
På nettet kan du hente skabeloner til handelsagentaftaler, som sikrer, at I kommer omkring alle relevante punkter. Her på siden har vi også en skabelon, som du frit kan benytte.
Regler kan blive tolket anderledes i udlandet
Handelsagentaftaler er underkastet dansk ret og hviler samtidig på EU-lovgivning. Dermed er der retsenhed inden for EU – dog med forbehold for nuancer i enkelte lande.
Du skal også være opmærksom på, at handelsagentaftaler kan blive tolket anderledes i udlandet end i Danmark. Det betyder eksempelvis, at handelsagentaftaler kan risikere at blive sidestillet med et ansættelseslignende forhold. Dermed kan det blive mere bekosteligt som dansk virksomhed at komme ud af en sådan aftale.
Overvej at bruge en advokat
Når I har udformet handelsagentaftalen, er det en god idé at få en advokat til at kigge den igennem og godkende den. På den måde sikrer I jer, at der ikke er uklarheder og noget, der kan blive et uhensigtsmæssigt stridspunkt i tilfælde af uenighed.