Virksomheden har oplysningspligt over for forbrugerne
Som erhvervsdrivende har du pligt til at give forbrugere en række oplysninger på en klar og forståelig måde, inden I indgår en aftale.
Når du udbyder en vare eller tjenesteydelse, skal du sørge for, at forbrugeren blandt andet får oplysninger om:
- de vigtigste egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen
- adresse og andre relevante kontaktoplysninger for din virksomhed
- den samlede pris for varen eller tjenesteydelsen og alle øvrige relevante omkostninger
- vilkår om betaling og levering
- hvorvidt der er fortrydelsesret og betingelserne herfor.
Du skal være opmærksom på, at der er forskel på, hvilke oplysninger, der skal gives til forbrugeren, alt efter om aftalen indgås i en butik eller ved fjernsalg og uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, ligesom det har betydning, om der er tale om en finansiel tjenesteydelse eller ej.
Oplysningspligten, for så vidt angår andre aftaler end aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller aftaler om fjernsalg, gælder ikke i det omfang, oplysningerne allerede fremgår tydeligt af sammenhængen. Eksempelvis vil oplysninger om varens karakteristika ofte være tydelige for forbrugeren, hvis varen er udstillet i en forretning.
Forbrugere har fortrydelsesret ved fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted
Forbrugere har som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret ved aftaler om varer og tjenesteydelser, som er indgået ved fjernsalg eller uden for den erhvervsdrivendes forretningssted. Det kan blandt andet være aftaler indgået som e-handel, på en messe eller lignende.
Inden for fortrydelsesfristen kan forbrugeren opsige aftalen uden yderligere begrundelse. Fristen regnes som udgangspunkt fra den dag, hvor forbrugeren modtager varen, eller fra den dag, hvor aftalen om levering af en tjenesteydelse blev indgået.
For visse varetyper gælder der ingen fortrydelsesret. Det gælder blandt andet varer, som må antages at blive forringet eller forældet hurtigt, fx fødevarer, og varer, som er specialfremstillet til forbrugeren.
Hvis du som erhvervsdrivende undlader at oplyse forbrugeren om fortrydelsesretten, herunder betingelser, tidsfrist og procedure for at gøre fortrydelsesretten gældende, begynder fortrydelsesfristen først at løbe fra den dag, hvor forbrugeren modtager disse oplysninger. Fortrydelsesretten udløber dog senest 12 måneder efter udløbet af den oprindelige fortrydelsesfrist.
Når du sælger fra dit forretningssted, fx din egen fysiske butik, er det frivilligt, om du vil tilbyde fortrydelsesret. Mange butikker giverne forbrugerne mulighed for at bytte varen til en anden vare eller få pengene retur, men forbrugerne har ikke krav på det.