Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Åbner link i ny fane

Indhold er hentet

Artikel

Modtagerlande for dansk eksport

I 2024 steg den samlede danske vareeksport med 89 mia. kr. (8 pct.) og nåede dermed op på 1.190 mia. kr. Det er det højeste niveau for vareeksporten hidtil. Tjenesteeksporten steg med 57 mia. kr. (7 pct.) til 889 mia. kr.

Eksport af varer og tjenester i mia. i 2024. Varer USA: 117,2 - Tjenester USA: 243,9. Varer Tyskland: 94,6 -  Tjenester Tyskland 148,8. Varer Sverige: 63,2 - Tjenester Tyskland: 81,4.  Varer Kina inkl. Hongkong: 73,1 - Tjenesteydelser Kina inkl. Hongkong: 50,7. Varer Storbritannien: 52,0 - Tjenesteydelser Storbritannien: 61,5.  Varer Nederlandene: 29,6 - Tjenesteydelser Nederlandene: 65,0. Varer Norge: 35,9 - Tjenesteydelser Norge: 54,7. Varer Schweiz: 45,0 - Tjenesteydelser Schweiz: 18,2. Varer Frankrig: 17,3 - tjenesteydelser: 41,5. Varer Polen: 14,1- Tjenesteydelser Polen: 41,6.

Indhold er hentet

Vi eksporterer mest til USA og vores nærområde

Over halvdelen af dansk eksport i 2024 gik til USA og vores nærområde. Det største marked er USA med 361 mia. kr., Tyskland er næststørst med 243 mia. kr. og Sverige er tredjestørst med 145 mia. kr.

Kina inkl. Hongkong og Storbritannien følger efter på en fjerde- og femteplads med henholdsvis 124 og 114 mia. kr.

Danmarks samlede tjenesteeksport steg med 57 mia. kr. (7 pct.) fra 2023 til 2024 - trukket op af især søtransporttjenester og royalties og licenser på hhv. 24 mia. kr. (7 pct.) og 12 mia. kr. (26 pct.) fra 2023 til 2024.

Danmarks vareeksport steg med 89 mia. kr. (8 pct.) til 1.190 mia. kr. fra 2023 til 2024, grundet øget eksport af varegrupper som kemikalier og kemiske produkter, maskiner og især varer der ikke krydser dansk grænse.

En stadig større andel af den danske eksport udgøres af varer, der aldrig har befundet sig i Danmark. Det betyder, at danske virksomheder i stigende grad køber eller producerer varer i udlandet og sælger dem direkte til eksportmarkeder, uden, at varerne krydser den danske grænse undervejs.

Denne type af eksport kaldes merchanting og processing (M&P-eksport) og er fra 2005 til 2024 vokset fra at udgøre 2 pct. til 15 pct. af den samlede danske eksport af varer og tjenester.

USA er Danmarks største eksportmarked

USA er verdens største økonomi og har været det største eksportmarked for danske virksomheder siden år 2020. Danmark eksporterede samlet set for 361 mia. kr. i 2024 til USA svarende til en stigning på 69 mia. kr. (23 pct.) fra 2023 til 2024. De største poster i den danske eksport til USA er medicinalvarer og søtransporttjenester.

Reelt er eksporten til USA endnu større, da mange danske underleverancer til eksportvirksomheder i for eksempel Sverige og Tyskland har USA som slutdestination.

En betydelig og stigende del bestod af M&P-eksport. I 2024 udgjorde M&P-eksport 51 pct. af den samlede eksport af varer og tjenester og 76 pct. af vareeksporten. I Det Økonomiske Råds rapport Dansk Økonomi, forår 2025Åbner link i ny fane vurderes det, at to tredjedele af M&P-eksporten produceres i USA.

Udviklingen i USA’s efterspørgsel har derfor stor betydning for danske virksomheder og for dansk økonomi.

Tyskland blandt Danmarks største eksportmarkeder

Tyskland har historisk været Danmarks største eksportmarked, men blev i 2020 overgået af USA. Tyskland er dog stadig Danmark største eksportmarked, hvis der udelukkende kigges på eksport af varer, der er produceret i Danmark (”varer, der krydser dansk grænse”)

Markedet er attraktivt for danske virksomheder på grund af den høje velstand i Tyskland, en stor industri og den frie handel i EU’s indre marked. Dertil kommer den geografiske nærhed, en god infrastruktur og relativt små kulturelle og sproglige barrierer. For mange danske virksomheder kan Tyskland nærmest betragtes som et udvidet dansk hjemmemarked – især de nordlige tyske delstater. Dansk eksport består især af underleverancer til industrien og fødevarer.

Kina er igen Danmarks fjerdestørste eksportmarked

Dansk eksport til Kina (inkl. Hongkong) er steget markant siden år 2005, og efter en kort nedgang i 2023 steg den samlede eksport til Kina med 31 mia. kr. (34 pct.) til 124 mia. kr. i 2024, hvilket placerer Kina som Danmarks fjerdestørste eksportmarked. Af de 124 mia. kr. var de største poster søtransporttjenester og medicinalvarer. Det var især eksporten af søtransporttjenester, der trak eksporten op i 2024.

Danmark har i dag en stor lokal produktion i Kina, som både afsættes lokalt og videreeksporteres til andre lande (inkl. Danmark), hvorfor landet er en vigtig samhandelspartner.

Øg dit salg

Et salg eksploderer sjældent fra den ene dag til den anden, men med en grundig forberedelse og målrettet tilgang har du taget de første afgørende skridt.

Indhold er hentet