Indhold er hentet
Din private økonomi efter salg og ejerskifte af virksomheden
Salg og ejerskifte af virksomheden har potentielt stor betydning for din private økonomi. Derfor er det vigtigt, at du i god tid får et overblik over indtjening og tab af indtægt i forbindelse med salget. Du skal også have overblik over dine fremtidige indtægtsmuligheder.
Indhold er hentet
Hvordan ser min private økonomi ud efter salget?
Din private økonomi efter salget og ejerskiftet afhænger naturligvis i høj grad af den pris, du sælger virksomheden til.
Du skal i den sammenhæng tage højde for, hvordan ejerskiftet rent faktisk realiseres:
- hvilken ejerskiftemodel er der tale om?
- bidrager du til at realisere salget gennem sælgerfinansiering?
- er der tale om et glidende ejerskifte hvor du fortsat i en årrække er medejer og aktiv i virksomheden?
Det er vigtigt, at du får kigget på de mulige indtægtskilder efter ejerskiftet. Er der indtægter, som du forventer at beholde, eller få. For eksempel ved fortsat engagement i virksomheden eller andre sammenhænge?
Endelig er pension og efterløn mulige indtægtskilder for dig, som ønsker at gå på pension i forbindelse med ejerskiftet.
Sidst men ikke mindst er det vigtigt, at du gør dig klart, hvilke indtægter fra din virksomhed som falder bort ved ejerskiftet. Det kan omfatte tab af løn, aktieudbytte og rentefordele mv.
Indtægtskilder ved fortsat engagement i virksomheden
Det kan være, at du ved et glidende ejerskifte eller efter anden aftale med køber i en overgangsfase stadig får indtægter fra din tidligere virksomhed.
For eksempel i form af:
- løn eller honorar for aftalte opgaver, du udfører efter salget
- aktier i virksomheden, som du har beholdt og modtager udbytte af, i forbindelse med et glidende ejerskifte
- løbende afbetaling på et lån givet som sælgerfinansiering
- honorar fra bestyrelsespost som du fortsætter eller indtræder i ved ejerskiftet af din virksomhed
Vil du arbejde som konsulent eller bestyrelsesmedlem i andre virksomheder?
Af potentiel stor betydning for din økonomi efter ejerskiftet er, om du i et eller andet omfang har tænkt dig at arbejde med lønnede aktiviteter i andre virksomheder, efter du har solgt din egen virksomhed. Det kan være som:
- konsulent i anden virksomhed
- medarbejder i anden virksomhed
- medlem af bestyrelsen i anden virksomhed.
Her er det vigtigt, du er opmærksom på, om aftaler i form af en konkurrenceklausul eller lignende giver begrænsninger i dit professionelle engagement.
Overvejer du pension i forbindelse med ejerskiftet?
Hvis du er blandt de virksomhedsejere, der går på pension efter ejerskiftet, bør du skaffe dig et overblik over din pensionsopsparing:
- hvor stor er din private opsparede pension og hvordan og hvornår vil den blive udbetalt?
- hvor sikker er din private pensionsordning? Kan værdien af din opsparing blive forringet?
- hvor meget får du i folkepension?
- kan afviklingsformen af virksomheden betyde modregning i offentlige pensioner?
- i hvilken rækkefølge skal den personlige formue bruges?
- kan du gå på efterløn, og ønsker du evt. at arbejde i efterlønsperioden?
Før du afhænder virksomheden, bør du have en pensionsplanen med banken eller dit pensionsselskab.

.webp?mw=1500)