Indhold er hentet
Vil du ansætte medarbejdere fra Storbritannien i din virksomhed?
Efter Storbritannien har forladt EU, er det vigtigt, at du som arbejdsgiver har styr på en række regler, inden du ansætter en medarbejder fra Storbritannien. Få et overblik over reglerne hér.
Indhold er hentet
Nogle herboende briter kan have opnået opholdsret efter udtrædelsesaftalen. Det betyder, at de ikke skal have en særskilt arbejdstilladelse. Briter, som ikke er omfattet af udtrædelsesaftalen, skal som andre tredjelandes statsborgere ansøge om en opholds-og arbejdstilladelse efter én af erhvervsordningerne.
Opholdsregler for britiske statsborgere omfattet af udtrædelsesaftalen
Nogle borgere fra Storbritannien, der bor i Danmark, kan have opnået opholdsret på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem EU og Storbritannien. De vil fortsat have rettigheder, som overordnet svarer til EU-statsborgere, og de kan opholde sig og arbejde i Danmark ligesom før. De skal ikke have en særskilt arbejdstilladelse.
Det forudsættes, at de løbende opfylder betingelserne for opholdsret i udtrædelsesaftalen. De skal som udgangspunkt være økonomisk aktive eller selvforsørgende, medmindre de har opnået en tidsubegrænset opholdsret efter 5 års uafbrudt lovligt ophold. De kan også miste opholdsretten, hvis de er udrejst i en længere periode.
Retten gælder også familiemedlemmer, uanset nationalitet, hvis familierelationen allerede var etableret inden den 1. januar 2021.
Hvis britiske statsborgere har opnået opholdsret på baggrund af udtrædelsesaftalen, vil det fremgå af deres opholdskort.
Fristen for ansøgning om fortsat ret til ophold og udstedelse af et opholdskort ifølge udtrædelsesaftalen udløb den 31. december 2023.
Medarbejdere, som har rimelige grunde til ikke at have ansøgt inden fristens udløb, har dog fortsat mulighed for at søge om opholdsdokument på baggrund af udtrædelsesaftalen.
Læs mere om, hvordan man søger efter fristens udløb på Ny i Danmark
Indhold er hentet
Opholdskort og arbejdstilladelse til briter, som ikke er omfattet af udtrædelsesaftalen
Hvis en britisk borger ikke er omfattet af udtrædelsesaftalen eller har opnået ret til at arbejde i Danmark på et andet opholdsgrundlag, skal vedkommende have en opholds- og arbejdstilladelse.
Såfremt den britiske medarbejder allerede har ret til at opholde og arbejde i Danmark, vil det fremgå af deres opholdskort.
Hvis den britiske medarbejder, du ønsker at ansætte, ikke har opholds- og arbejdstilladelse, eller i forbindelse med jobskifte skal søge om en ny opholds- og arbejdstilladelse, kan du evt. hjælpe dem med processen.
Der findes forskellige ordninger, der hjælper dig som arbejdsgiver til at indhente kvalificerede medarbejdere.
Se hvilken erhvervsordning, som passer til din kommende medarbejder
Søg opholds- og arbejdstilladelse på vegne af medarbejder (fuldmagt)
Visse grupper af tredjelandsstatsborgere er på baggrund af deres erhvervsområde eller situation fritaget fra kravet om arbejdstilladelse.

Indhold er hentet
Ansæt din britiske medarbejder med Virks trin-for-trin-forløb
Brug trin-for-trin-forløbet på Virk, og bliv ført trygt igennem de ansøgninger og registreringer, som du og din kommende medarbejder skal foretage.
