Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S
SKI er hele den offentlige sektors indkøbsservice og -videncenter. Vi udvikler indkøbsaftaler på varer, tjenesteydelser og it og hjælper stat, kommuner og regioner med at skabe konkurrence og afløfte udbudspligten. Vi sikrer e-handel og styrer kontrakterne, når aftalerne er i drift. Når vi løfter i flok, opnår vi bedre priser og betingelser – og skaber dermed råderum til velfærd.

Indhold er hentet
SKI - Staten og Kommunernes Indkøbsservice skaber økonomisk råderum, sikkerhed og bæredygtige indkøbsløsninger sammen med den offentlige sektor. Det gør vi ved at udvikle indkøbsaftaler inden for it, varer og tjenesteydelser, der understøtter et sikkert og grønnere indkøb og sikrer god kvalitet på gode vilkår til den bedst mulige pris.
Når man løfter i flok, kan man mere, end det er muligt på egen hånd. Ud fra det rationale har vi i Danmark en historisk tradition for at samle indkøbskræfterne – en tradition, som går helt tilbage til 1800-tallet, hvor de første brugsforeninger blev stiftet.
Rationalet gælder også den offentlige sektor: Når vi samler indkøbskræfterne, kan vi påvirke markedet, stille højere krav til sikkerhed, hæve den grønne barre samt få bedre kvalitet, bedre priser og bedre vilkår. Derfor blev SKI grundlagt i 1994 som et aktieselskab ejet af staten og KL i fællesskab.
Råderum, sikkerhed og bæredygtighed sammen med den offentlige sektor
Hvert år køber det offentlige ind for over 400 mia. kr. hos private virksomheder. I 2024 var det offentlige indkøb cirka 468 mia. kr., og 3,4 pct. af dette blev foretaget på SKI-aftaler.
SKI’s mål er at skabe økonomisk råderum, sikkerhed i indkøbet og bæredygtige indkøbsløsninger i tæt samarbejde med den offentlige sektor. Når vi står sammen på tværs, kan vi opnå mere, end den enkelte offentlige organisation kan opnå på egen hånd.
Pris er et vigtigt parameter i en presset, offentlig økonomi, men hvordan pris, sikkerhedshensyn, bæredygtighed, kvalitet og andre parametre skal vægtes, afgøres fra aftale til aftale og tilrettelægges på baggrund af en grundig analyse af markedet og i tæt samarbejde med de offentlige kunder, der skal bruge indkøbsaftalerne i det daglige.
Vi frigør ressourcer i det offentlige
Alle offentlige organisationer er underlagt udbudsloven. Reglerne skal blandt andet sikre, at de private virksomheder, der ønsker at handle med det offentlige, kan afgive tilbud gennem en udbudsproces, hvor alle tilbud bliver behandlet på lige vilkår i en gennemsigtig proces. Formålet er at sikre, at opgaven går til den virksomhed, der giver det mest konkurrencedygtige tilbud – målt på kvalitet og pris.
Når SKI gennemfører et udbud, løfter vi udbudspligten for stat, kommuner og regioner mv. Ved at samle indkøbskræfterne på en SKI-aftale undgår de offentlige kunder dermed selv at investere ressourcer i den lange og ofte komplicerede proces, det er at udforme og gennemføre et udbud.
Resultatet af et SKI-udbud er en indkøbsaftale, der kort fortalt angiver, hvilke varer eller ydelser der kan købes på aftalen, på hvilke betingelser og til hvilken pris. SKI varetager også driften og kontraktstyringen af aftalen i hele dens levetid, som typisk er fire år.
Med SKI-aftalerne hjælper vi dermed stat, kommuner og regioner med at skabe større råderum, når vi frigør ressourcer ved at afløfte udbudspligten i fællesskab. Sammen med de besparelser, der er ved at købe ind på SKI-aftalerne, bidrager dette råderum til velfærd – uanset om den enkelte organisation synes, at velfærd består i mere økologi, flere vindmøller, større skattelettelser, mere hjemmehjælp til ældre borgere eller en ny svømmehal.