Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Case

De forberedte sig på krisen – og fik ro i maven

SPG Sigtevæv har fået ro på usikkerheden med en kriseberedskabsplan, som de kan tage i brug, hvis det uventede sker

Skrevet af:

Indhold er hentet

Det er ikke kun privat, vi bør være forberedte på kriser. For virksomheder kan det være afgørende at kunne reagere hurtigt, hvis forsyningskæden bryder sammen, strømmen går, eller et cyberangreb rammer

Det er let at tænke: “Det skal nok gå – vi finder ud af det.” Men sådan arbejder de ikke hos SPG Sigtevæv i Middelfart.

– I dag har vi en kriseberedskabsplan. Ikke bare et dokument i en skuffe, men en plan, vi har arbejdet grundigt igennem, og hvor vi præcis ved, hvordan vi skal agere – uanset om det er strømnedbrud, forsyningsproblemer eller en medarbejder, der falder om i produktionen, siger Lars Birk Svane, økonomichef hos SPG Sigtevæv.

Et overraskende puf

Behovet opstod ikke af sig selv.

– Det var faktisk vores forsikringsselskab, der opfordrede os til at få lavet en beredskabsplan, blandt andet fordi det kunne give os bedre forsikringsvilkår, fortæller han.

Virksomheden kunne i princippet selv have lavet en plan – for eksempel ved hjælp af AI.

– Men så var det nok endt som endnu et dokument i skuffen. Jeg er modstander af papirarbejde for papirarbejdets skyld, siger han.

Indhold er hentet

Nødvendig hjælp udefra

I stedet valgte SPG Sigtevæv at hente ekstern hjælp – med støtte fra en tilskudsmulighed til rådgivning gennem erhvervshusene.

Det har været afgørende for os. Vi fik en rådgiver ind, som har styret processen og sikret, at vi kom hele vejen rundt om vores sårbarheder.

 

Virksomheden, der har 26 ansatte i Middelfart, har brugt fem dage på workshops og øvelser. Her har de blandt andet arbejdet med scenarier som leverandørsvigt og hvordan de skal agere, hvis der sker noget med en af de ansatte, fx et dødsfald.

Og nogle af erkendelserne kom bag på ledelsen.

– Vi troede, at direktøren var den mest uundværlige. Men det viste sig faktisk at være mig. Jeg har adgang til alle systemer – løn, fakturering osv. Nu har vi styr på, hvad vi gør, hvis jeg pludselig ikke er der.

Ro i maven

I Middelfart-virksomheden går de ikke konstant og tænker på, at krisen indtræffer, men de er klar, hvis det sker.

– Det er altid sundt at tænke worst case, og det fjerner noget af frygten, fordi vi har en plan for, hvad vi skal gøre, siger Lars Birk Svane.

Indhold er hentet

Opfordring til andre

Han genkender sig selv i mange virksomheders tilgang: Man tror, man har styr på det.

– Men du opdager hurtigt, at der er huller. Og det behøver ikke være uoverskueligt – alle kan finde få dage til det her. For os har det været en game changer.

Udover at have overblik over kritiske nøglepersoner, har SPG Sigtevæv i dag styr på alternative leverandører, ligesom de arbejder på energisikkerhed, bl.a. via solenergi.

– Vi er på forkant og undgår at skulle handle i panik.

Indhold er hentet

Om rådgivertilskuddet

På forløbet med en rådgiver kan du og din virksomhed:

  • Få lavet en risikoanalyse, så du ved, hvad der kan true din virksomhed – for eksempel problemer med leverandører, produktion eller kundetilgang.
  • Få enkle og brugbare værktøjer, der hjælper dig med at styre din virksomhed og skabe vækst, selv når tingene ændrer sig hurtigt, eller krisen rammer.
  • Få lavet en konkret plan B, så du er klar, hvis noget går galt – og få startet på at føre den ud i livet i din virksomhed.
  • Få øje på nye muligheder og lave en praktisk plan med konkrete tiltag, der gør din virksomhed mere robust – så du bedre kan vende udfordringer til muligheder.


Tilskuddet er støttet af EU og Virksomhedsudvikling Danmark.

Se mere om tilskuddet

Støttet af: