Indhold er hentet
Hvad betyder krav om digital bogføring for din virksomhed?
Ny bogføringslov betyder, at flertallet af virksomheder på et tidspunkt skal bruge et digitalt bogføringssystem. Bliv klogere på de nye regler, og hvordan du lever op til dem.
Indhold er hentet
Hvad betyder den nye bogføringslov?
Den nye bogføringslov betyder, at flertallet af virksomheder er - eller på et tidspunkt bliver - omfattet af kravet om digital bogføring.
Hvis du er omfattet af krav om digital bogføring, skal du bogføre virksomhedens transaktioner i dit digitale bogføringssystem. Dine købs- og salgsfaktura skal opbevares digitalt i bogføringssystemet, når de indeholder specifikke oplysninger.
Bogføringssystemet skal leve op til nogle krav, som sikrer, at transaktioner ikke kan slettes, at der løbende tages backup af data og at data kan udlæses til myndigheder.
Hvorfor nye regler om digital bogføring?
De nye regler gør, at det fremover bliver lettere for dig at bogføre dit køb og salg korrekt, sende og modtage e-fakturaer, afstemme bogføringen med banken og automatisk indberette årsregnskab og moms.
Derudover er de nye regler om sikkerhedskopiering og opbevaring med til at sikre dit regnskabsmateriale, hvis du for eksempel udsættes for IT-kriminalitet.
Hvem gælder de nye regler for og hvornår?
Fra den 1. juli 2024 skal selskaber og erhvervsdrivende fonde m.fl. løbende være overgået til at bogføre digitalt, hvis de skal indsende en årsrapport til Erhvervsstyrelsen efter årsregnskabsloven.
Andre erhvervsdrivende virksomheder, for eksempel personligt ejede virksomheder og finansielle virksomheder, skal bogføre digitalt fra 2026. Dog kun, hvis deres omsætning overstiger 300.000 kr. om året i de to forudgående indkomstår.
Virksomheder, som er omfattet, skal bogføre digitalt fra første dato, de starter et nyt regnskabsår – se deadlines i skemaet herunder.
Bogholdere og andre, der udfører bogføring for virksomheder, er også omfattet af reglerne.
| Hvem? | Hvornår? |
Selskaber, for eksempel ApS og A/S, der er regnskabspligtige efter årsregnskabsloven. Erhvervsdrivende fonde m.fl. der er regnskabspligtige efter årsregnskabsloven. | Registreret bogføringssystem: Regnskabsår fra og med 1. juli 2024. |
Personligt ejede virksomheder, for eksempel enkeltmandsvirksomheder, hvis nettoomsætning er over 300.000 kr. to indkomstår i træk. | Indkomstår fra og med 1. januar 2026. |
Finansielle virksomheder og foreninger, hvis nettoomsætning er over 300.000 kr. to indkomstår i træk. | Regnskabsår fra og med 1. januar 2026. |
Omsætningsgrænsen for virksomheder, som ikke er regnskabspligtige
Virksomheder, som ikke er regnskabspligtige, og som har en nettoomsætning, der er større end 300.000 kroner i to på hinanden følgende indkomstår, bliver omfattet af krav om at bogføre digitalt den 1. januar 2026.
Nettoomsætningen er salgsværdien af produkter og tjenesteydelser med fradrag af prisnedslag og moms. Det er den faktiske nettoomsætning, som tæller, og ikke en budgetteret nettoomsætning.
Indhold er hentet
Er du stadig i tvivl, om du er omfattet af krav om digital bogføring, og hvornår?
Indhold er hentet
Hvordan overholder jeg de nye regler?
Hvor meget du skal ændre for at overholde de nye regler, afhænger af, hvordan du bogfører i dag. Det vil sige, om du har et digitalt bogføringssystem, om du bogfører manuelt, eller om du bruger en bogføringsvirksomhed.
Hvis du bruger et registreret bogføringssystem, kan du være sikker på, at det opfylder kravene efter bogføringsloven. Men det er stadig dit ansvar, at transaktioner og bilag bliver indført i systemet.
Det gælder også, hvis du bruger en bogføringsvirksomhed til at udføre din bogføring. Her er det bogføringsvirksomhedens ansvar, at deres bogføringssystem overholder kravene, mens det er dit ansvar, at bogholderen eller revisoren får de bilag, der skal bogføres.
Hvis du selv bogfører, og bruger et ikke-registreret bogføringssystem, skal du sikre, at bogføringssystemet lever op til kravene for ikke-registrerede bogføringssystemer.
Læs mere om, hvordan du overholder reglerne for digital bogføring
Indhold er hentet
Nye krav til opbevaring af bilag
Med den nye bogføringslov følger nye krav til opbevaring af bestemte købs- og salgsfakturaer i et digitalt bogføringssystem.
Indhold er hentet
Hvad sker der, hvis jeg ikke overholder bogføringsloven?
Hvis Erhvervsstyrelsen konstaterer, at din virksomhed overtræder bogføringsloven, vil virksomhedens ledelse i første omgang få et påbud om at indsende en erklæring med dokumentation for, at kravene bliver opfyldt.
Hvis virksomhedens ledelse ikke indsender erklæringen, kan de personer, der har ansvaret for bogføringen, straffes med bøde. Erhvervsstyrelsen foretager en konkret vurdering af, om der i den enkelte sag er grundlag for at politianmelde virksomhedens ledelse.
Udover bødestraf er der i særligt grove sager mulighed for at tvangsopløse virksomheden.