Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Programforløb

Kompetenceløft til fremtidens vandopgaver

Få hjælp til kompetenceafklaring og opkvalificering, udforsk nye markedsmuligheder og imødekom nye krav i branchen – eller find vej ind i vandsektoren som ledig.

Fremtidens vandopgaver løses af mange typer virksomheder

Indhold er hentet

I behøver ikke være en klassisk vandvirksomhed for at være relevant for tilbuddet. Kompetenceløftet er for mange forskellige typer SMV’er – både virksomheder, der allerede arbejder med vand, virksomheder med teknologi og kompetencer, der kan bruges til vandopgaver, og virksomheder, hvor vand spiller en vigtig rolle i produktion eller drift.

Det kan eksempelvis være virksomheder inden for automation, sensorer, software og data, VVS, teknik, anlæg, byggeri, procesindustri, energi, fødevareproduktion, pharma og biotek.

Klimaforandringer, nye miljøkrav, regulering og teknologisk udvikling ændrer opgaverne i og omkring vandsektoren. Det skaber nye kompetencebehov – og det kan være svært at vide, hvilke kompetencer virksomheden får brug for, hvilke medarbejdere der med fordel kan udvikles, og hvilken uddannelse der faktisk giver mening.

Med kompetenceløftet får I hjælp til at afdække behovet, se på medarbejdernes eksisterende kompetencer og finde en konkret vej til relevant opkvalificering og uddannelse.

I behøver ikke have valgt kursus eller uddannelse på forhånd. Det er en del af forløbet at finde den rigtige vej.

Hvem kan være med?

Kompetenceløftet er målrettet ansatte i små og mellemstore virksomheder samt ledige, hvor der er en reel sammenhæng mellem personens eksisterende kompetencer, et behov i eller omkring vand og relevant kompetenceudvikling.

Som udgangspunkt omfatter deltagergruppen ufaglærte, faglærte og personer med en gymnasial uddannelse som højeste gennemførte uddannelse. Personer, der allerede har gennemført en videregående uddannelse, er som udgangspunkt ikke omfattet.

Er I i tvivl om, hvorvidt en medarbejder passer ind, behøver I ikke afklare det på forhånd. Det hjælper vi med som en del af den første kontakt.

Sådan kan jeres virksomhed være relevant

1. I arbejder allerede med vand

Vand er måske allerede en del af jeres produkter, løsninger eller marked. Her kan kompetenceløftet hjælpe med at forberede medarbejderne på nye teknologier, krav og arbejdsopgaver.

2. I har kompetencer, der kan bruges til vandopgaver

Arbejder I eksempelvis med automation, data, sensorer, software, VVS, teknik, anlæg, byggeri eller produktion, kan I allerede have kompetencer, der kan bringes i spil på vandområdet. Måske mangler der blot vandfaglig viden eller målrettet opkvalificering for at åbne nye opgaver eller markeder.

3. Vand er vigtigt for jeres produktion eller drift

For virksomheder inden for eksempelvis fødevarer, pharma, procesindustri, energi og landbrug kan vand være en vigtig ressource i produktionen. Nye krav til blandt andet forbrug, genbrug, kvalitet og udledning kan derfor skabe nye kompetencebehov.

Det afgørende er ikke jeres branchekode. Det afgørende for at kunne blive en del af tilbuddet er, om jeres kompetencer og behov kan kobles til opgaver i og omkring vand.

Fra kompetencebehov til et konkret næste skridt

Vi starter med jeres virksomhed og medarbejdere – ikke med et kursuskatalog.

I får hjælp til at afdække jeres nuværende og kommende kompetencebehov, se på de kompetencer medarbejderne allerede har og identificere, hvad der eventuelt skal bygges ovenpå.

Når der er et konkret udviklingsbehov, hjælper vi med at finde relevante muligheder for kurser, moduler eller uddannelse. Forløbet kan føre frem til en konkret kompetence- eller uddannelsesplan og et tydeligt næste skridt.

Projektets tilgang er netop at skabe et match mellem virksomhedens behov, medarbejderens udgangspunkt og den relevante uddannelsesvej.

Sådan foregår det

1. Vi starter med jeres behov
Vi ser på virksomhedens situation, arbejdsopgaver og de medarbejdere, der kan være relevante.

2. Vi afdækker kompetencerne
Vi ser på, hvad medarbejderen allerede kan, og hvilke kompetencer der kan blive behov for fremover.

3. Vi finder den relevante vej
Hvis der er et udviklingsbehov, ser vi på relevante muligheder for kompetenceudvikling, kurser, moduler eller uddannelse.

4. Vi lægger en plan og følger op
Der kan udarbejdes en konkret kompetence- eller uddannelsesplan, og vi hjælper med at følge op på næste skridt.

Ikke alle deltagere skal gennemgå alle trin i samme omfang. Forløbet tilpasses den enkelte og det konkrete behov.

I skal ikke selv finde den rigtige skole

Kompetenceløftet er landsdækkende og gennemføres sammen med uddannelsespartnere og andre aktører på tværs af Danmark:

  • AMU Nordjylland
  • ECO Park
  • Ferskvandscentret
  • Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier
  • Klimatorium – Danmarks Internationale Klimacenter
  • Skive College
  • Teknologisk Institut
  • UCN – University College Nordjylland
  • Uddannelsescenter Holstebro
  • Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern
  • VIA University College
  • Zealand Business College

I behøver ikke på forhånd at vide, hvilken skole, uddannelsestype eller partner der er den rigtige. Det er netop en del af tilbuddet, at I ikke selv skal finde vej gennem uddannelseslandskabet.

Når I henvender jer, hjælper vi med at matche jeres kompetencebehov, virksomhed og geografi med en relevant uddannelsespartner. Partneren tager den indledende snak og hjælper jer med at afklare, om kompetenceløftet er relevant, og hvad næste skridt kan være.

Bliv matchet med en uddannelsespartnerÅbner link i ny fane

Tilbud er medfinansieret af:

Støttet af: