Kulturministeriet
Kulturministeriets kerneopgaver er at rådgive kulturministeren, udvikle og udmønte ministerens og regeringens kulturpolitik samt at forvalte de lovgivningsmæssige og økonomiske rammer på Kulturministeriets område. Hovedformålet er at skabe rammer for et kulturliv, der bevæger og beriger mennesker og samfund.
Indhold er hentet
Ministeriets ressortområde dækker: Skabende kunst, musik, teater, film, biblioteker, arkiver, museer, bygningsfredning og -bevaring, arkæologi og fortidsminder samt folkehøjskoler, folkeoplysning og videregående uddannelser inden for de kunstneriske områder. Hertil kommer almene kulturelle formål, ophavsret, radio og tv, idræt samt kulturelle forbindelser med udlandet, herunder Norden og EU.
Kulturministeriets koncern indeholder Departementet og Slots- og Kulturstyrelsen. Den samlede koncerns vigtigste opgaver er ministerrådgivning og lovgivningsmæssige initiativer samt de styringsmæssige opgaver i forhold til bl.a. de statslige, statsanerkendte og tilskudsmodtagende kulturinstitutioner.