Der er ikke nogen fast regel for, hvor mange penge du skal bruge på markedsføring. Faktisk er det bedste råd, at du skal prøve dig frem ved at teste forskellige kanaler og strategier af.
Prisen for markedsføring er meget forskellig, alt efter hvor du vælger at annoncere. Derfor er det også vigtigt, at du ved, hvor dine kunder er.
Med online-annoncering kan du typisk se, hvor dine kunder kommer fra, hvis du har installeret et analyseværktøj på din hjemmeside.
Hvis du annoncerer i en avis eller et magasin, kan du ikke umiddelbart måle, hvor dine kunder kommer fra, og du kan dermed ikke præcist vurdere, om det har været en succes. Derfor kan du fx overveje at få et dedikeret telefonnummer eller en ekstra mailadresse, som du udelukkende bruger ved offline-annoncering. På den måde ved du, at de kunder, der henvender sig den vej, har set din annonce.
Når du ved, hvor dine kunder kommer fra, har du lettere ved at finde ud af, om du tjener penge på din markedsføring eller ej.