Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Åbner link i ny fane

Indhold er hentet

Event

Open Call: MADE Demonstrationsprojekt

Søg støtte til at få løst en konkret udfordring i din produktion.

15. februar 2026, kl. 00:00 - 23:59

Projeketet afvikles efter aftale. MADE's adresse:

Vesterbrogade 107, 1. 2

1620 København V

Pris:

Gratis

Open Call: MADE Demonstrationsprojekt

Indhold er hentet

Der afholdes virtuelt informationsmøde om callet den 13. januar kl. 10, tilmeld dig. 


Demonstrationsprojekt  

Hvis I er en mindre virksomhed, der har en konkret udfordring i produktionen, kan vi hjælpe jer med ny viden til at løse udfordringen. I kan pege på de partnere, du gerne vil have med i projektet, så I sikrer, at projektet bliver tilpasset jeres behov. Produktionsvirksomheder kan søge projektet, hvor I sammen med én eller flere videnspartnere og/eller en eller flere virksomheder kan finde nye løsninger. 

Et MADE Demonstrationsprojekt har fokus på at løse konkrete udfordringer i produktionsvirksomheder gennem brug af ny teknologi eller nye materialer i produktionen. Projekternes varighed er typisk fra tre til seks måneder. 

Eksempler på udfordringer, vi kan hjælpe med at løse 

I et MADE Demonstrationsprojekt kan vi bl.a. hjælpe jer med procesoptimering, dataindsamling og -databehandling samt at arbejde med nye teknologier, som f.eks. robotter, Vision eller AR/VR. Fokus kan også være at løse et materialerelateret problem eller teste en idé, der relaterer sig til brug af materialer eller ressourceforbrug i avanceret produktion. 

I får altså muligheden for at udvikle, teste prototyper/koncepter, så de nye løsninger er klar til at blive implementeret i jeres drift. 

Der er følgende krav til projekterne:  

  • At projektet har en forventet effekt inden for omstilling til en mere produktiv eller grøn industri.  
  • At projektet har fornøden forankring i virksomhedens ledelse til at sandsynliggøre, at resultaterne vil blive implementeret.
  • At resultatet af projektet vil være relevant for andre danske SMV'er inden for produktion.
  • At der er en velskrevet business case, som kvantificerer gevinsten af projektet på ét af følgende parametre:  
  • Den økonomiske gevinst, der opnås via øget produktivitet gennem projektet for virksomheden/produktionslinjen. Gevinsten måles i kroner både ved afslutning af projektet, og som en forventet økonomisk effekt 12 mdr. efter projektet er afsluttet. Derudover skal den forventede stigning i arbejdsproduktiviteten kunne udregnes. 
    Reduktionen i CO2e før og efter gennemførsel af en grøn omstilling af produktionen.
  • Reduktionen skal måles ved afslutning af projektet, og som en forventet reduktion 12 mdr. efter projektet er afsluttet. For at sikre, at beregningen er baseret på valide tal, skal emissionsfaktorer m.m. være i overensstemmelse med de tal, der bruges i Erhvervsstyrelsens ”Klimakompasset” Forside | Klimakompasset. Klimakompasset kan anvendes direkte, eller man kan blot anvende de emissionsfaktorer m.m., der er baggrunden for Klimakompasset. Beregningen skal tage udgangspunkt i effekter i ansøgervirksomheden, men der skal tages stilling til, om besparelsen er reel eller om besparelsen fører til væsentlig øget udledning andet sted i virksomheden eller hos ansøgers leverandører eller kunder.


Hvem kan ansøge? 

Alle SMV’er, som har en konkret udfordring, de gerne vil løse med en innovativ idé. Hovedansøger, som ansøger om støtte, skal være produktionsvirksomhed og SMV. Der skal søges sammen med én eller flere videnspartnere og/eller en eller flere virksomheder. Eksempelvis kan en teknologileverandør, GTS eller universitet med specialviden inden for produktion eller materialer bidrage til at løse og teste et produktionsrelateret problem. Hvis I har behov for hjælp til at finde samarbejdspartnere, hjælper MADE virksomheder, der enten er medlemmer af MADE eller DI Produktion med matchmaking, så I kommer i dialog med den rette videnspartner eller virksomhed(er), der kan bidrage med deres ekspertise i projektet.   

For at sikre flest mulige succesfulde ansøgninger, bedes du kontakte MADE inden indsendelse af ansøgning. 

Rammer og krav 

Ansøg om samlet støtte på 100.000 kr. Støtten udbetales til videnspartneren. Ansøgervirksomheden skal bidrage i projektet ved at lægge tid svarende til 160 timer og kan ikke selv få udbetalt direkte støtte i projektet.  

Dette bedes underskrives med en tro- og loveerklæring ved den afsluttende evaluering af projektet. 

Projekterne gennemføres med støtte fra Fremstillingsindustrien, Industriens Arbejdsgivere i Danmark og DI Produktion. 

Ansøgningsfrist den 15. februar 2026. 

Som led i projektet skal følgende dokumenter udfyldes:  

  • Ansøgning: Hovedansøger indsender ansøgningen.
  • Projektaftale: Underskrives efter projektet er bevilget. Aftalen regulerer de juridiske vilkår for projektet.  
  • Projektcharter: Udfyldes efter projektet er bevilget. De deltagende parter aftaler leverancer, milepæle mv. for at sikre fremdrift i projektet.  
  • Evaluering: Udfyldes efter projektet er gennemført. Her skal de opnåede gevinster i projektet beskrives.  

Ansøgning  

Du ansøger ved først at tage fat i din lokale MADE-konsulent og derefter at indsende din ansøgning til [email protected].