Open Call: MADE Innovationsprojekt
Søg støtte til at udvikle din produktionsvirksomheds produktivitet
Ansøgningsfrist
15. okt. 2025, kl. 23:59
Pris:
Gratis
Indhold er hentet
Øg produktiviteten gennem automatisering, proces- og teknologiforbedringer eller styrkelse af din supply chain. Der er mange håndtag at skrue på, hvis I som virksomhed vil forbedre produktiviteten og styrke jeres konkurrenceevne.
MADE ønsker med dette call at bidrage med løsninger inden for omstilling til en mere produktiv og grøn industri, da styrkelse af industriens produktivitet er den væsentligste forudsætning for at have konkurrencedygtig produktion i Danmark.
Danske produktionsvirksomheder står i dag over for udfordringer, som handelskonflikter, CO2-afgifter, geopolitisk uro og klimaforandringer, der påvirker forsyningskæderne. Med et MADE-projekt kan I frikøbe tid hos egne medarbejdere og eksterne eksperter og sammen opnå ny viden der skaber nye løsninger til virksomheden, som styrker jeres konkurrenceevne. Støtten ydes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
At udvikle løsninger og løse udfordringer kræver samarbejde, derfor er det et krav, at I finder sammen med mindst en anden partner. Det kan både være en virksomhed eller en videninstitution. Ansøger skal være EU's definition.
Jeres ansøgning vil blive vurderet på følgende:
Kvalitet i projektet
At projektet har til formål at udvikle en ny løsning eller koncept, der øger produktiviteten i produktionen.
At der er klarhed om, hvilket resultat projektet sigter mod at frembringe.
Projektets forretningspotentiale og værdiskabelse
At projektet har en forventet effekt inden for omstilling til en mere produktiv og grøn industri
At der er en velskrevet business case, som kvantificerer den økonomiske gevinst, der opnås gennem projektet for virksomheden/produktionslinjen, målt i kroner både ved afslutning af projektet og som en forventet økonomisk effekt 12 mdr. efter afslutning af projektet se beregningseksempel nedenfor.
At den forventede stigning i arbejdsproduktiviteten udregnes, se beregningseksempel nedenfor.
At projektet har fornøden forankring i virksomhedens ledelse til at sandsynliggøre at resultaterne vil blive implementeret.
At resultatet af projektet vil være relevant for andre danske SMV'er inden for produktion.
At projektet kan dokumenteres og kommunikeres åbent.
Projektets effektivitet
At innovationsprojektets omfang kan opnås med de tilgængelige ressourcer og tidsrammen på 9 måneder.
At det tydeligt fremgår af planen, at aktiviteterne er tæt knyttet til innovationsprojektets mål, og planen er logisk opbygget, målrettet og har klare kvantitative milepæle.
Implementering
Der skal under projektet udarbejdes en implementeringsplan, derfor skal ansøger forholde sig til følgende:
At teamets sammensætning mht. f.eks. faglige kompetencer og erfaring sandsynliggør succesfuld gennemførelse af projektet.
At der er en realistisk strategi for videreudvikling mod kommercialisering eller nyttiggørelse i forbindelse med implementeringsdelen af projektet eller efter projektets afslutning.
Vi afholder et informationsmøde den 19. september og 6. oktober, hvor I kan stille spørgsmål og høre mere. Såfremt du er medlem af MADE, kan din kontaktperson også give dig sparring i forhold til ansøgningsskemaet og beskrivelsen af projektet. Derudover kan MADE bidrage med at finde de rigtige partnere for projektet.
MADE kan tilvælges som projektfacilitator både af medlemmer og ikke-medlemmer for undervejs at bidrage med sparring og vejledning i forhold til dokumentationskrav og fagligt indhold. Læs mere om fordelende ved MADE's faciliteringsydelse her.
Støttesatser
Virksomheder: Sats på kr. 398 i timen + 40 pct. overhead kan støttes med 70 pct. støttemidler.
GTS: GTS-sats kan støttes 100 pct.
Øvrige videninstitutioner: Sats på kr. 398 + 44 pct. overhead kan støttes 100 pct.
Totalbudget der kan søges mellem 200.000 til 750.000 kr.
Se også Q&A for mere information.
Callet er underlagt statsstøtte. De deltagende virksomheder skal derfor udfylde en de minimis- erklæring eller alternativt kunne anvende gruppefritagelsens art. 25.
Følgende vil læse og evaluere på ansøgningerne: FORCE Technology, Dansk Teknologisk Institut, Alexandra Instituttet, DAMRC og Dansk Industri.
Foto af: Simon Kadula