Open Call: Søg støtte til pilotprojekter for genbrug af takeaway-emballage
Der kan nu søges om tilskud til pilotprojekter der ønsker at afprøver, udvikler eller skalerer genbrugsløsninger til takeaway-emballage.
Ansøgningsperiode
Fra 24. sep. 2026, kl. 08:00
Til 19. okt. 2026, kl. 10:00
Pris:
Gratis
Indhold er hentet
Partnerskab for takeaway-emballage lancerer et helt nyt open call og afsætter samlet ca. 3 mio. kr. til pilotprojekter, der skal afprøve konkrete løsninger for genbrug af takeaway-emballage i praksis.
Formålet er at skabe ny, dokumenteret viden om, hvad der skal til for at få genbrugssystemer til at fungere bedre og i større skala. Projekterne skal derfor både skabe konkrete resultater lokalt og erfaringer, der kan bruges bredere i udviklingen af mere sammenhængende genbrugssystemer i Danmark.
Der kan blandt andet søges støtte til projekter, der afprøver nye returmodeller, arbejder med brugeradfærd og høje returgrader, forbedrer vask og logistik eller undersøger, hvordan forskellige aktører og systemer kan fungere bedre sammen.
Open call’et er åbent for juridiske enheder med dansk CVR-nummer, herunder kommuner og andre offentlige organisationer, restauranter, caféer, kantiner og detailhandel, events og festivaler, systemoperatører samt leverandører af emballage, vask, logistik og tekniske løsninger. Der kan søges alene eller i samarbejde med andre aktører.
Der kan søges støtte på tre niveauer:
- op til 200.000 kr. til mindre demonstrations- og læringsprojekter
- op til 400.000 kr. til større pilotprojekter
- op til 700.000 kr. til større sammenhængende systempiloter
Beløbene er maksimumsbeløb. Ansøgere skal søge det beløb, der er nødvendigt for at gennemføre projektet, og projekterne vurderes blandt andet på deres relevans og læringsværdi, forventede effekt, skaleringspotentiale, data og dokumentation samt gennemførlighed og value for money.
Der gives som udgangspunkt ikke støtte til projekter, der primært består af analyser, strategiarbejde eller rådgivning. Fokus er på praktisk afprøvning og implementering.
Open call’et gennemføres i to ansøgningsrunder.
- Første runde åbner 24. september 2026 med ansøgningsfrist 19. oktober 2026 kl. 10.00.
- Anden runde åbner 6. november 2026 med ansøgningsfrist 1. december 2026 kl. 10.00.
Læs mere om open call’et, kriterierne og ansøgningsprocessen på: https://partnerskabfortakeawayemballage.dk/open-call/.
Spørgsmål kan rettes til sekretariatet for Partnerskab for takeaway-emballage på [email protected].