Dine pligter, når du bruger cookies
Du skal give brugerne besked om, hvad du bruger cookies til, og få deres samtykke hertil, medmindre der alene anvendes cookies til rent teknisk nødvendige formål. Brugerne har nemlig som udgangspunkt krav på at vide, at der vil blive indsamlet oplysninger om dem til forskellige formål. De skal derfor have mulighed for at acceptere eller afvise, at der indsamles eller lagres oplysninger på deres computer, tablet eller smartphone.
Cookies til statistik og markedsføring kræver samtykke fra brugeren
Anvender du og eventuelle tredjeparter cookies eller andre lignende teknologier til andre formål end de nødvendige, tekniske funktioner på hjemmesiden, kræver det et informeret samtykke fra brugeren. Det er fx tilfældet, hvis du og eventuelle tredjeparter bruger cookies eller lignende teknologier til at indsamle oplysninger om brugeren til statistik- eller markedsføringsformål.
Eksempler på tredjeparter, der anvender cookies på din hjemmeside, kan være sociale plugins (fx ’synes-godt-om’- og ’del’-knapper) på hjemmesiden, der linker til Facebook og Twitter m.v. eller diverse annoncører/bureauer, der får adgang til at anvende en cookie for at følge brugeren på tværs af hjemmesider og lave målrettet annoncering. Det kan også være tilfældet, hvis din hjemmeside benytter værktøjer, som tredjeparter stiller til råd til måling af trafik og generering af statistik fx Piwik Pro, Netminers eller Fathom Analytics.
Cookies til tekniske funktioner kræver ikke samtykke fra brugeren
Du skal derimod ikke have et informeret samtykke fra brugeren, når du bruger cookies til de helt nødvendige tekniske funktioner på hjemmesiden eller i appen, fx en loginfunktion på hjemmesiden eller den elektroniske indkøbskurv på din webshop, hvor cookies sikrer, at den elektroniske indkøbskurv husker brugerens varer, mens de handler eller kigger videre på hjemmesiden.
Kend dine cookies
Nedenfor finder du en oversigt over ofte anvendte cookietyper, hvad de gør, hvad du skal fortælle brugerne af din hjemmeside og app, samt hvornår du skal sikre dig brugerens samtykke, inden cookies anvendes.