Indhold er hentet
Reshopper: Dataetik balancerer sikkerhed og brugeroplevelse
Reshopper er en digital markedsplads-app med over 250.000 brugere, der handler med brugt tøj, udstyr og møbler. Forretningsmodellen er baseret på tillid, da handlerne sker mellem fremmede private personer.
Indhold er hentet
It-sikkerhed og dataetik er i højsædet
Reshoppers co-founder Nicolai Danmark Johannesen, giver et indblik i, hvilke dataetiske overvejelser de gjorde sig, da der skulle opgraderes på it-sikkerheden. Dataetikken kom virkelig i spil, for der var mange behov og hensyn at afveje i processen.
Vi afvejer hele tiden balancen mellem it-sikkerhed og dataetik, når vi skal indsamle tilstrækkelige data til at forstå vores brugeres behov og samtidig respektere deres privatliv. Opstår der dilemmaer i processen med at implementere sikkerhedstiltag, afvejer vi i hvert enkelt tilfælde fx hvordan vi beskytter vores brugeres personlige oplysninger bedst muligt, uden at det går ud over brugeroplevelsen.
Dataetik handler om at gøre kunderne trygge
På Reshoppers markedsplads er transaktionen mellem brugerne altafgørende for tilliden. Reshoppers betalingsløsninger og MitID-verificering er faciliteret af partnere, så Reshopper undgår opbevaring af følsomme oplysninger i deres eget system. Verificering er en sikkerhedsforanstaltning for samhandel, men i høj grad også en dataetisk overvejelse for at skabe tillid på platformen. Nicolai fortæller, at verificering på brugerprofiler, før i tiden kunne være en afgørende barriere for nye brugere og dermed skræmme dem væk, men i dag benytter de fleste brugere sig af muligheden.
Det er ikke et lovgivningskrav, at en markedsplads-app skal have verificering, men dataetisk giver det mening – det skaber tryghed og integritet for vores brugere i samhandlen med fremmede.
Indhold er hentet
En bedre brugeroplevelse
Implementeringen af nye it-sikkerhedstiltag har ikke kun styrket sikkerheden på Reshoppers platform, men også forbedret brugeroplevelsen. Dataetik handler om at sætte sig ind i brugerens behov samt rettigheder og tage hensyn hertil. Reshopper har fx strammet op på hvilke oplysninger, der deles mellem brugerne under handlen, og indført foranstaltninger, der reducerer spam-beskeder, phishing- og smishingforsøg, som kan være til stor gene for brugerne. Nicolai Danmark Johannesen fortæller:
Vi har arbejdet på at skabe en mere transparent og sikker handelsoplevelse for vores brugere. Lige fra øget kommunikation til strammere beskyttelse mod svindel. Det giver i sidste ende en bedre oplevelse for vores kunder.
Reshopper har fået tilskud til rådgivning om it-sikkerhed og dataetik fra SMV:Digital. Er du også en lille eller mellemstor virksomhed, og har du brug for rådgivning om dataetik, så kan du nu søge tilskud på 50.000 kr. til privat rådgivning.