Få adgang til dine ansøgninger og tilskud, og tilpas din profil, så du får besked om indhold, der er relevant for dig.
Indhold er hentet
Artikel
Sådan indberetter du løn for dine ansatte
Hver måned skal du indberette lønoplysninger til Skattestyrelsen. Du kan gøre det selv eller bede et lønbureau eller en revisor om at hjælpe dig. Uanset hvad du vælger, er det dit ansvar, at indberetningerne er korrekte, og at du betaler til tiden. Få overblik over opgaven med indberetning af lønoplysninger.
Hvornår skal du registrere dig som arbejdsgiver og indberette lønoplysninger?
Hvis du har en enkeltmandsvirksomhed eller et I/S, skal du først registrere dig som arbejdsgiver, når du ansætter din første medarbejder. Herefter skal du indberette lønoplysninger hver måned til Skattestyrelsen for alle dine ansatte.
Hvis du ejer et selskab, skal du også lade dig registrere som arbejdsgiver, når du skal udbetale løn til dig selv. Det skyldes, at du formelt set er ansat i dit eget selskab.
Når du indberetter, skal du – udover lønoplysninger for dine ansatte – også indberette dine egne lønoplysninger. Hvis du en måned ikke udbetaler løn til hverken dig selv eller dine ansatte, skal du stadig indberette og i det tilfælde lave en nulindberetning.
A-indkomst, A-skat, løntimer og arbejdsmarkedsbidrag (am-bidrag)
derudover kan der være skat af godtgørelser, bonusser, provision og en række personalegoder
endelig skal der indberettes oplysninger om ATP Livslang Pension, og hvis du udbetaler feriepenge til dine medarbejdere, skal de oplysninger også indberettes.
Hvordan indberetter du lønoplysninger til Skattestyrelsen i eIndkomst?
Skattestyrelsen samler lønoplysninger for alle ansatte i eIndkomst, og det er her, virksomhedens lønoplysninger skal indberettes.
Uanset om du selv gør det, eller får et lønbureau eller en revisor til at hjælpe dig, er det dit ansvar som leder, at oplysningerne er korrekte og du betaler til tiden.
Første opgave, hvis du ikke før har indberettet løn for ansatte, er at blive oprettet i eIndkomst og evt. give andre, som skal hjælpe dig, adgang.
Hvis du bruger et lønbureau eller en revisor, kan det gøre opgaven nemmere og mere overskuelig for dig. Du får hjælp til, at indberetningen bliver udført korrekt.
Hvis du vælger denne løsning, skal du give lønbureauet eller revisoren adgang til eIndkomst.
Når du selv indberetter lønoplysninger
Hvis du selv vil indberette løn, kan du gøre det direkte i eIndkomst. Det foregår ved, at du logger på TastSelv Erhverv, hvor du finder eIndkomst.
Hvis du selv laver lønsedler til dine medarbejdere i et lønsystem, vil der ofte være mulighed for, at oplysningerne kan overføres direkte fra lønsedlerne til eIndkomst.
Når du har indberettet lønoplysninger for dine ansatte, herunder A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og evt. skat af bonusser mv., skal du indbetale beløbet til Skattekontoen.
ATP står for Arbejdsmarkedets Tillægspension. ATP blev indført i 1964 som supplement til den danske folkepension. Folketinget vurderede dengang, at folkepensionen ville blive en stor udgift for staten, og sikrede derfor med ATP-bidraget, at den enkelte dansker kunne spare op til pension via lønnen.
Du har som arbejdsgiver pligt til at betale ATP ind for dine medarbejdere, som de får udbetalt sammen med folkepensionen.
AM-bidrag står for arbejdsmarkedsbidrag og er en skat på 8 %, som alle lønmodtagere og selvstændige betaler af deres løn.
Det blev indført af Folketinget i 1993, og bliver brugt til udbetaling af sygedagpenge, barselsdagpenge og til at hjælpe ledige i gang med opkvalificering og jobtræning.
Sådan betaler du skat af din personligt ejede virksomhed
Har du en personligt ejet virksomhed, skal du betale skat af dit overskud. I modsætning til din årsopgørelse som lønmodtager, hvor alt sker automatisk, skal du selv indberette, når du har en virksomhed. Få styr på forskudsopgørelse, oplysningsskema og årsopgørelse.
Læs mere om skat af din personligt ejede virksomhed
Hvornår er du honorarmodtager?
Et honorar er betaling for et stykke arbejde, du har udført – ofte i forbindelse med en enkeltstående opgave, som freelancer eller konsulent. Find ud af, hvornår du er honorarmodtager, hvordan du afregner skat og moms af dit honorar, og hvad du skal gøre, hvis det er dig, der udbetaler honoraret.
Læs om honorar, og hvad det betyder at være honorarmodtager