Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Åbner link i ny fane

Indhold er hentet

Artikel

Standarder og certificeringer på forsvarsmarkedet

Vil du samarbejde med Forsvaret, bliver du med stor sandsynlighed mødt af forskellige former for dokumentationskrav. Her får du et overblik over de ledelsessystemer, standarder og certificeringer, som i den sammenhæng er mest relevante for din virksomhed.

Skrevet af:

Indhold er hentet

På forsvarsmarkedet er det ofte påkrævet, at virksomheder kan dokumentere, at processer følges, og krav overholdes. Det bidrager ledelsessystemer, standarder og certificeringer til. 



Ledelsessystemer implementerer kravene fra relevante standarder, og certificeringer dokumenterer, at organisationen lever op til disse krav gennem en uafhængig vurdering.  

Hvad er en standard? 

En standard er et sæt af krav eller retningslinjer. Der findes i alt mere end 37.000 standarder i Danmark. Hovedparten er europæiske eller internationale. Fælles for dem er, at de understøtter, at det, vi samarbejder om eller køber af hinanden, lever op til forventninger og krav til kvalitet mv.  

Standarder stiller forskellige krav. Det kan være til overholdelse af forhold som konstruktion (fx papirformater, gevind og dataformater), ledelsessystemer (fx kvalitetsledelse, miljøledelse, arbejdsmiljøledelse eller risikoledelse), ydeevne (fx styrke, holdbarhed og sikkerhed). 

Hvad er et ledelsessystem? 

Et ledelsessystem er hele organisationens måde at strukturere og styre processer på — ofte med inspiration eller udgangspunkt i en standard.

Ledelsessystemer kan hjælpe din virksomhed med at opfylde kravene i en standard og nå frem til bestemte mål. Systemerne omfatter fx politikker, procedurer, rolle- og ansvarsfordelinger, egenkontrol, ressourcer og målstyringsystemer - for at nævne nogle af de vigtigste elementer.   

Der findes ledelsessystemer inden for næsten alt. Når din virksomhed har kernen i sit ledelsessystem på plads, kan du udbygge det og derigennem processtyre og implementere nye standarder og krav - også krav, som ikke nødvendigvis kommer fra standarder.

Hvad er en certificering? 

En certificering er en officiel godkendelse eller bevis på, at en virksomhed, et produkt, en proces eller et system lever op til internationale eller nationale standarder inden for bestemte områder. 

I forsvarsindustrien er certificeringer ofte et krav for at vinde kontrakter og komme i betragtning som leverandør. Det gælder hvad enten man er direkte leverandør til Forsvaret eller underleverandør til andre virksomheder på forsvarsmarkedet.  

En certificering viser, at din virksomhed arbejder sikkert, struktureret og med ensartet kvalitet – og de giver samarbejdspartneren herunder Forsvaret en tryghed for, at samarbejdet lever op til høje standarder, fx sikkerhed for følsomt indhold i forsvarsrelaterede projekter. 

Hverken standarder eller certificeringer er nødvendigvis obligatoriske, men det er ikke usædvanligt at blive mødt med krav herom

Væsentligste certificeringer på forsvarsmarkedet 

Er din virksomhed ikke allerede certificeret i relevante standarder, bør du overveje at investere tid og ressourcer i at opnå dem. De kan være afgørende for at komme i betragtning som leverandør til Forsvaret. Herunder er samlet et par af de mest relevante certificeringer på forsvarsmarkedet:  

  • Kvalitetscertificeringer 
    - ISO 9001 (International standard for kvalitetsledelse og typisk første skridt i din certificering) 
    - AS9100 (særlig relevant for space-sektoren, luftfarts- og forsvarsindustrien)
  • Miljøcertificeringer
    - ISO 14001 (miljøledelse)
  • Energicertificering 
    - ISO 50001 (energiledelse)
  • Sikkerheds- og informationssikkerhedscertificeringer 
    - ISO/IEC 27001 (Informationssikkerhed - særlig vigtig ved håndtering af følsomme oplysninger) 
    - Cyber Essentials eller lignende (IT-sikkerhed, særligt for leverandører til forsvarssektoren)  
  • Produkt- eller procescertificeringer 
    - CE-mærkning (opfyldelse af europæiske krav for materiel) 
    - NATO AQAP (Allied Quality Assurance Publications).  
    AQAP-serien består af flere standarder og er først relevant, når der er konkrete forsvarskrav. Blandt de vigtigste er AQAP 2310 til luftforsvar og AQAP 2110 til generel kvalitetsstyring. Vær opmærksom på, at i NATO’s AQAP-serie er det et krav, at din virksomhed allerede har et ISO 9001-certifikat.
  • Branchespecifikke certificeringer 
    Særlige standarder eller godkendelser inden for marine, luftfart, elektronik, våben- eller ammunitionsteknologi.
  • Andre relevante krav 
    Indgår din virksomhed samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), vil du opdage, at FMIs standardkontrakter desuden stiller krav om overholdelse af visse internationalt anerkendte principper for ansvarlig virksomhedsadfærd. Det kan fx være OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder, FN’s Global Compact mv.  

Sådan foregår certificeringsprocessen 

Et certifikat er gyldigt i tre år fra udstedelsesdatoen under forudsætning af, at ledelsessystemet auditeres mindst en gang om året. Sådan foregår processen: 

  • En certificering består af to besøg på din virksomhed – det første år kaldes år 0
  • I den indledende fase med at blive certificeret skal din virksomhed bevise, at virksomhedens ledelsessystem overholder kravene i den relevante standard og relevante krav fra myndigheder, samarbejdspartnere mv.  
  • I anden fase skal din virksomhed bevise, at den overholder og bruger sit ledelsessystem, og at det virker i praksis.  Herefter udstedes certifikatet  
  • I det første og andet år udføres en opfølgende audit af ledelsessystemet, som genbekræfter, at det virker
  • Tredje år udføres en re-certificering, og certifikatet genudstedes. 

Virksomheden betaler de certificerende organer for opgaven. Det, de betaler er den tid, der bruges. Jo større virksomhed og jo mere kompleks den er, jo mere tid skal der bruges. 

Vær opmærksom på, at i nogle industrisamarbejdsprojekter kan der  indgå støtte eller rådgivning til certificeringsprocessen som en del af udviklingssamarbejdet 

Aktører og roller i certificeringsbranchen

Der er fire hovedaktører på certificeringsområdet. Her får du styr på dem og deres roller.