Tilbudsindhentelse fra videninsitutioner på masterclasses
WE BUILD DENMARK søger danske videninstitutioner til at udvikle og gennemføre masterclasses i 2027, der giver SMV’er viden, værktøjer og konkrete cases til at bringe nye løsninger succesfuldt i markedet.
*Dette er en kort sammenfatning. Den fulde opgavebeskrivelse med alle krav, vilkår og leverancer finder du længere nede under “Læs den fulde opgavebeskrivelse og alle krav”.
Kan I hjælpe bygge- og anlægsvirksomheder med at få nye løsninger ud på markedet?
WE BUILD DENMARK søger danske universiteter, professionshøjskoler og GTS’er, der vil udvikle og gennemføre online masterclasses for virksomheder i bygge- og anlægsbranchen i 2027.
Masterclasses skal kombinere ny viden, konkrete cases og brugbare værktøjer og give virksomhederne inspiration til, hvordan de lykkes med innovation, markedsmodning og kommercialisering.
Kort fortalt:
Der ønskes tilbud på i alt 14 online masterclasses i 2027
Der kan bydes på en del af eller hele opgaven
Hver masterclass varer 3 timer
Den økonomiske ramme er 35.000 kr. pr. masterclass
Opgaven kan kun bydes på af danske videninstitutioner
Tilbudsfrist: 7. november 2026
Lyder ovenstående interessant?
Læs den fulde opgavebeskrivelse nedenfor. Her finder du alle krav, betingelser, leverancer og tidsplan.
Indhold er hentet
WE BUILD DENMARK (WBDK) indhenter hermed tilbud på en opgave om gennemførelse af masterclasses i 2027.
Opgaven indgår som en del af Klyngeprogram 2025–2028 og har til formål at styrke små og mellemstore virksomheders produktivitet og konkurrenceevne. Det er udelukkende danske videninstitutioner, der kan byde på denne opgave (universiteter, professionshøjskoler og GTS’er), idet tilsagnet stiller som krav, at 40 % af innovationsbevillingen skal tilfalde videninstitutioner.
WBDK har fokus på at sætte innovation i markedet og vil via disse masterclasses give adgang til ny viden, inspiration og værktøjer, der kan styrke virksomhedernes vej til et marked, der gennemgår en større transformation i forhold til grøn omstilling og digitalisering. Vi ønsker at modtage tilbud på masterclasses, der viser, hvordan man lykkes med at få et produkt eller en løsning ud på markedet via cases. Hvordan kommer man i kontakt med kunderne, hvad skal der til for, at man bliver valgt til som samarbejdspartner, hvilke barrierer er der (strukturelle såvel som forretningsmæssige) m.m.
Tænkt eksempel:
Tema for masterclass: Knæk koden - få dit biogene materiale i markedet
Indhold:
Oplæg om barrierer og muligheder, når man skal i markedet med et nyt, biogent produkt
Case: en virksomhed, der er lykkedes med dette / do’s and dont’s
Spørgetid: deltagernes spørgsmål til oplæg og case
Workshop eller debat: brug en model eller et værktøj ift. at lave en plan for dit produkt
Afslutning: hvem kan jeg kontakte, hvis jeg vil vide mere?
WBDK er Danmarks bygge- og anlægsklynge. Vi er sat i verden for at give udviklingsorienterede virksomheder i branchen en direkte adgang til viden, sparringspartnere og tværfaglige netværk. Vi uddeler støttemidler til bl.a. innovationssamarbejder mellem virksomheder og vidensinstitutioner, der i fællesskab udvikler innovative løsninger til gavn for samfund, branche og virksomhedernes produktivitet og konkurrenceevne.
Ambitionen med vores masterclasses er at klæde virksomhederne på til fremtiden gennem god formidling af ny viden, praksisnære cases og konkrete værktøjer, så de efterfølgende kan omsætte deres innovative løsninger til ny forretning, øget produktivitet og styrket konkurrenceevne.
Opgaven omfatter følgende aktiviteter
Konceptudvikling af et værdiskabende format i samarbejde med WBDK
Planlægning, indhold og aktiviteter
Afvikling, evaluering og rapportering
Målgrupper
Startups og scaleups
SMV-segmentet
Etablerede virksomheder fra byggeriets værdikæde
Krav til tilbudsgiver
Tilbudsgiver skal dokumentere:
Erfaring med udvikling og facilitering af masterclasses, læringsforløb eller tilsvarende kompetenceudviklingsaktiviteter
Indsigt i bygge- og anlægsbranchen og de udfordringer, virksomheder møder i arbejdet med innovation, markedsmodning og kommercialisering
Relevant faglig kapacitet til at gennemføre de tilbudte aktiviteter
Krav til tilbuddets indhold
Tilbuddet skal som minimum indeholde:
Beskrivelse af det foreslåede koncept og format for masterclasses
Beskrivelse af målgrupper og forventet deltagerprofil
Beskrivelse af metode for planlægning, facilitering og koordinering
Beskrivelse af forventet værdi for deltagende virksomheder, herunder output, materialer og værktøjer
Forslag til temaer og overordnet årsplan for 2027
Beskrivelse af tilbudsgivers bidrag til kommunikation og markedsføring
Beskrivelse af evalueringsmetode og rapportering
CV'er for nøglepersoner
Samlet budget
Ressourceforbrug og timeestimat
Bemanding og organisering
Eventuelle partnere eller konsortiedeltagere
Leverancer
Tilbudsgiver skal levere:
Koncept og planlægning
Et samlet masterclass-koncept udviklet i samarbejde med WBDK.
En årsplan med temaer og gennemførelsestidspunkter for de tilbudte masterclasses.
Gennemførelse
Planlægning og koordinering af aktiviteter – herunder program og oplægsholdere.
Facilitering og gennemførelse af de aftalte masterclasses.
Materialer og kommunikation
Faglige oplæg, cases og øvrige materialer til brug i masterclasses.
Relevante værktøjer eller handlingsorienterede materialer, som deltagerne kan anvende efterfølgende.
Kommunikationsindhold og faglige input til markedsføring af aktiviteterne.
Evaluering og afrapportering
Evaluering af den enkelte masterclass.
Afsluttende opsamling og afrapportering af de gennemførte aktiviteter.
Krav til opgavens gennemførelse
Masterclasses gennemføres online.
Varigheden er 3 timer pr. masterclass inkl. alt (introduktion, pause, spørgsmål og afslutning).
Indholdet skal tage afsæt i aktuelle brancheudfordringer.
Indholdet skal have fokus på innovation, markedsmodning og kommerciel succes.
Indholdet skal kombinere ny viden, praksisnære cases og konkrete værktøjer.
WBDK godkender temaer og deltager i planlægningen.
WBDK er afsender og står for designrammer, velkomst og afslutning.
WBDKs skabeloner og kommunikationsmateriale skal anvendes.
Budget og økonomi
Der ønskes tilbud på i alt 14 masterclasses, der skal gennemføres i 2027. Der kan bydes på dele eller hele opgaven.
Den samlede økonomiske ramme for masterclasses er 35.000 kr. pr. event til i alt et samlet budget på 490.000 kr.
Timeprisen er 406 kr./time plus 44 % OH til professionshøjskoler og universiteter. Timeprisen justeres årligt og er derfor ikke kendt for 2027 på nuværende tidspunkt.
GTS’er får deres godkendte sats. Der afholdes ikke udgifter til direkte omkostninger.
Der er krav om timeregistrering, for at midler kan udbetales. Det sker enten ved en arbejdsbeskrivelse eller en månedlig timeregistrering.
Tildelingskriterier og betingelser
Tilbud vil blive vurderet på baggrund af:
Faglig kvalitet og relevans
Forståelse for målgrupper og behov
Erfaring og metode
Organisering og bemanding
Tildeling af opgaven sker på baggrund af en vurdering af, hvilke(t) tilbud der formår bedst muligt at svare på opgavens formål. Efter en vurdering heraf vil det/de samlet mest fordelagtige tilbud blive valgt.
Alle tilbudsgivere vil modtage skriftlig underretning om tilbudsindhentelsens udfald. Dette vil ske hurtigst muligt efter, at WBDK har truffet beslutning herom.
WBDK kan til enhver tid aflyse den påbegyndte tilbudsindhentelse.
WBDK anser ikke valg af tilbudsgiver for afsluttet, før der er indgået endelig kontrakt.
Valg af tilbudsgiver medfører ikke automatisk et krav på endelig kontraktindgåelse.
Den endelige kontraktindgåelse er betinget af, at WBDK og valgt tilbudsgiver kan blive enige om vilkårene herfor.
Tilbudsgiveres eventuelle omkostninger i forbindelse med udarbejdelse af tilbuddet samt dokumentation herfor er WBDK uvedkommende.
Tidsplan
Offentliggørelse på Virksomhedsguiden, LinkedIn og i nyhedsbrev: 24. september 2026
Vi modtager skriftlige spørgsmål på [email protected] indtil den 23. oktober 2026 Spørgsmål og svar vil løbende blive gjort tilgængelige her på siden