Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Artikel

Sådan bliver du momsregistreret

Hvis du sælger momspligtige varer og ydelser, skal du momsregistreres og indberette moms. Hvornår du skal registrere virksomheden og indberette moms, afhænger af din omsætning, samt hvilke varer og ydelser du sælger. Få overblik over, hvornår du skal momsregistreres.

Skrevet af:

Hvad er moms?

Grundprincippet i momsreglerne er, at du lægger 25 procent moms oveni salgsprisen på dine varer, mens du trækker momsen fra, når du køber varer. 

Hvis du har en momsregistreret virksomhed, skal du opkræve moms af stort set alle varer og ydelser, du sælger her i landet.

Salgsmoms er den moms, du opkræver af dine kunder, når de har købt en vare eller ydelse af dig. 

Købsmoms er den moms, som du bliver opkrævet, når du har købt en vare eller ydelse af andre.  

Hvis du er momsregistreret, får du fradrag for de varer eller ydelser, du køber af andre, og du kan dermed trække købsmomsen fra i dit regnskab.

Du skal lade dig momsregistrere, hvis du regner med at have en momspligtig omsætning på over 50.000 kr. per kalenderår.

Hvornår skal jeg momsregistreres?

Du skal momsregistrere din virksomhed, så snart du forventer, at din momspligtige omsætning er over 50.000 kr. per kalenderår. Det er altså din omsætning – ikke dit overskud – som afgør, hvornår du skal momsregistreres.

Du kan sagtens blive momsregistreret, selvom din momspligtige omsætning er under 50.000 kr.  per kalenderår.

Venter du, får du måske ikke lov til at trække momsen på dine investeringer fra.

Du kan også momsregistrere din virksomhed, når du opretter den, hvis du ved, at du kommer til at have en momspligtig omsætning på over 50.000 kr. per kalenderår.

Momsregistrér din virksomhed på VirkÅbner link i ny fane

Hvornår skal jeg ikke momsregistreres?

Hvis du forventer at have en momspligtigt omsætning på mindre end 50.000 kr. per kalenderår, kan du overveje at starte eller skifte til en PMV (personligt ejet mindre virksomhed). Så behøver du ikke blive momsregistreret og bruge tid på at indberette moms.

Læs mere om PMVÅbner link i ny fane

Hvis din virksomhed sælger momsfri ydelser, for eksempel hvis du er fysioterapeut eller kiropraktor, skal du muligvis registreres for lønsumsafgift i stedet for moms.

Du skal være opmærksom på, at du i nogle tilfælde både skal være registreret for moms og lønsumsafgift. Det gælder for eksempel, hvis du som fysioterapeut både behandler og sælger træningsredskaber.

Læs mere om lønsumsafgiftÅbner link i ny fane

Tag Skattetjekket - og få svar på skat, moms og registreringer for netop din virksomhed  

Skattetjekket er til dig, der vil oprette en personligt ejet virksomhed og gerne vil have styr på, hvordan du skal forholde dig til skat, moms og andre afgifter.

Ved at svare på en række spørgsmål får du et konkret bud på, hvilken skattekategori din virksomhed tilhører, og hvad det har af betydning for din skat, moms og andre registreringer.

Tag Skattetjekket 

Skattetjekket er udarbejdet i samarbejde mellem Erhvervsstyrelsen og Skattestyrelsen.

Vær opmærksom på, at Skattetjekkets anbefalinger alene er vejledende. 

1.januar 2026 bliver en række undervisningsaktiviteter momspligtige!

Nye momsregler, som gælder fra årsskiftet, betyder, at en række undervisningsaktiviteter, der bliver udbudt af kommercielle aktører  (som fx private virksomheder, enkeltmandsvirksomheder, selskaber og foreninger), skal momsregistreres, hvis de:

  • underviser i fitness, motion, dans, yoga, sang og musik mv.
  • samtidig har en momspligtig omsætning på 50.000 kr. eller derover inden for et kalenderår.

Der skal kun lægges moms på undervisning af voksne på 30 år og derover.

Læs mere om de nye momsregler på skat.dkÅbner link i ny fane

Hvorfor har vi moms?

Moms indførtes i Danmark i 1967.

Moms er en merværdiafgift, som de fleste lande i verden benytter sig af. Moms kan også kaldes en indirekte skat.

Man lægger moms – en merværdi – oven i en vares salgs- og købsrejse gennem alle led i en vares rejse. Det er det sidste led i købskæden, der ender med at være den, der betaler et ekstrabeløb/merværdien ind til landenes hospitaler, skoler osv. 

Indhold er hentet