Testforløb for campingpladser - Autocamperindsats
Går du med planer om at udvikle din campingplads, så den giver bedre adgangsforhold for autocampere? Drømmer du om at gøre din campingplads mere attraktiv overfor autocamperturister og opnå højere belægning?
Pris:
Gratis
Indhold er hentet
Måske går du allerede med tanker, ideer eller konkrete planer for hvordan din campingplads kan blive endnu bedre til at modtage autocamperturister. Er dette tilfældet, kan du roligt læse videre.
Selve forløbet
Testforløbet går helt kort ud på at teste forskellige tiltag overfor autocamperturister, med det formål, at fremme mersalg og kapacitetsudnyttelse. Autocamperturister er ikke underlagt samme regler som en almindelig campinggæst, ligesom ikke alle nødvendigvis ser sig selv som en. Reglerne kan vi ikke ændre, men vi kan arbejde mere målrettet og strategisk for at tiltrække og imødekomme autocampersegmentet.
I forløbet udvælges 1-3 campingpladser til at deltage i et udviklings- og testforløb, hvor relevante konsulenter kobles på som sparring i en udviklingsproces, der har til formål at tiltrække flere gæster i autocampere. Et eksempel på et tiltag kunne være etableringen af et nyt bomfrit område, ligesom det også kunne være udviklingen af en ny markedsføringsstrategi, differentierede prisniveauer og meget mere.
Man ansøger som campingplads om at deltage i udviklings-og testforløb, ved at udfylde og indsende det screeningsdokumentet nederst i denne tekst. Når deadline for ansøgninger er nået, udvælger destinationerne og Dansk Kyst- og Naturturisme de campingpladser, som skal indgå i forløbet. Selve forløbet med konsulenterne løber over foråret 2025, hvor så testforløbet foregår hen over højsæsonen 2025. Vi evaluerer derefter forløbet, for at undersøge, hvor vidt indsatserne har gjort en reel forskel ift. både belægning, mersalg og øget omsætning generelt.
Tidsplan
- Februar og marts: Ansøgning via screeningsdokument
- Primo april: Udvælgelse af campingpladser til testforløb
- April og maj: Udviklingsforløb med konsulenter
- Juni, juli og august: Testperiode
- September: Evalueringsforløb
Udvælgelseskriterier
I udvælgelsen af de campingpladser, som skal indgå i testforløbet, vurderer vi følgende kriterier:
- Campingpladsens omstillingsparathed og villighed til at udvikle nye tiltag
- Campingpladsens villighed for at imødekomme segmentet
- Campingpladsens mulighed for at investere i implementering af eventuelle tiltag
- Campingpladsens eksisterende strategi og tanker om autocamperturisme
Desuden vurderes og vægtes:
- Campingpladsens eksisterende ønsker eller konkrete udviklingsplaner. Har campingpladsen allerede konkrete planer eller ønsker for tiltag?
Vi behandler de indkomne ansøgninger i deres helhed, og det er ikke et krav, at man allerede arbejder med tiltag overfor autocamperturister, ligesom det ikke er et krav, at man har konkrete planer eller ønsker.
Forankring
Testforløbets resultater offentliggøres efter evalueringsforløbet, således andre campingpladser kan tilgå indhentede viden om forløbet. Der udarbejdes et inspirationsmateriale, som har til formål at inspirere andre campingpladser til at arbejde målrettet med autocamperturister. Fortrolige oplysninger (så som regnskab) videregives ikke. Materialet har til formål at udpege potentialer og anbefalinger, samt eventuelle faldgruber.
Statsstøtte
Det er et krav at alle deltagere i forløbet udfylder og underskriver de minimis-erklæring forud for opstart af testforløbet.
Baggrund
I projektet "De Grønne Idealister" arbejder vi med at udvikle vestkystens forretningsmæssige styrkepositioner, hvor især autocamperturismen har et særlige udviklingspotentiale. Denne rejseform har de seneste år været stigende i popularitet, hvorfor vi også har en særlig interesse i at undersøge og teste både udfordringer og potentialer.
I projektet undersøgte vi sidste år autocamperturisternes adfærd og behov gennem en kvalitativ undersøgelse foretaget af Behave Green. Undersøgelsen var med til at kortlægge autocamperturisternes forskellige identiteter, og vi blev klogere på uforløste potentialer, som man hos erhverv, kommune og destination kan arbejde videre med.
Flere campingpladser langs Vestkysten har allerede etableret særlige afsnit (såsom quickstop og stellplatz) for autocamperturisterne, ligesom flere arbejder med målrettede events, øget markedsføring, prissætning, fleksibel ankomst/afgang mv. Disse tiltag er allerede med til at skabe bedre adgang for autocamperturister, ligesom det er med til at gøre vestkysten mere attraktiv som destination for denne målgruppe.
Projektet er et samarbejde mellem Visit Nordvestkysten, Destination Vesterhavet, Destination Vadehavskysten og Dansk Kyst- og Naturturisme. Projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Screeningsdokument: Screening og indstilling af camping