Hvad er en forretningsidé?
En forretningsidé beskriver, hvad du vil lave en forretning omkring, og hvordan du forventer at tjene penge på din idé.
En forretningsidé kan komme i mange former og starter ikke nødvendigvis som en idé til en virksomhed. Det kan fx være, at du har fået en idé til et produkt eller ydelse, som du vil føre ud i livet. Det kan også være, du har en kompetence eller et fag, du gerne vil have frihed til at arbejde med på egen hånd, fx et håndværks- eller servicefag.
Når du har sat dig for at arbejde med din forretningsidé, er det vigtigt, at du bruger den første tid på at blive så skarp som mulig på den. Det handler om at få afklaret en række ting, fx om der er et behov, om der er marked, og om der måske er nogen, der er kommet dig i forkøbet.
Hvorfor beskrive din forretningsidé?
Det er vigtigt, at du beskriver din forretningsidé, da den danner grundlag for dit videre arbejde. Beskrivelsen skal gøre det tydeligt, hvorfor din forretningsidé er værd at forfølge, og hvordan du tænker at føre din idé ud i livet.
Beskrivelsen skal kunne forstås af flere interessenter, men først og fremmest skal dine potentielle kunder kunne forstå den og se et potentiale i den. Derefter skal samarbejdspartnere, banker eller investorer også kunne forstå din idé, og hvorfor de bør investere i den. I den forbindelse skal forretningsidéen kunne indgå som en del af din forretningsplan.
Start derfor med at beskrive din forretningsidé så præcist som muligt, og afprøv efterfølgende, om idéen er holdbar, dvs. om der er et behov og et marked for den.