Indhold er hentet
Hold styr på reglerne for online salg
Med online salg følger en række regler, du skal forholde dig til. Vær bl.a. opmærksom på at overholde reglerne for markedsføring, cookies og GDPR. Få overblik over alle reglerne her.
Indhold er hentet
Når du sælger online, skal du blandt andet være opmærksom på, at du skal overholde din oplysningspligt over for dine kunder samt imødekomme deres reklamationsret og fortrydelsesret. Derudover skal du overholde reglerne for markedsføring og cookies samt GDPR-reglerne, og hvis du sælger til udlandet skal du også være opmærksom på moms og told.
Nedenfor får du overblik over følgende:
- E-handelsloven
- Købeloven
- Forbrugeraftaleloven
- Markedsføringsloven
- Cookiereglerne
- Reglerne for databeskyttelse
- Moms ved online salg
- Told ved eksport uden for EU.
Specifikke minimumskrav til e-handel
E-handelsloven gælder for alle, der har en hjemmeside med et kommercielt sigte, men er særligt relevant for dig, der sælger varer og tjenesteydelser online til forbrugere og erhvervsdrivende. Loven stiller fx krav om, at prisen på din vare eller ydelse skal angives klart og tydeligt, inklusive afgifter og leveringsomkostninger, inden kunden trykker 'køb', og at informationen i forbindelse med bestilling er let forståelig.
Indhold er hentet
Reklamationsret
I forbindelse med online salg skal du også være opmærksom på bestemmelserne i købeloven. Som sælger forpligter købeloven dig blandt andet til at levere en vare, der stemmer overens med købsaftalen. Det betyder, at varen skal leve op til de forventninger, som kunden med rimelighed kan have til dens holdbarhed og øvrige egenskaber. Derudover sikrer købeloven også kunden i forbindelse med mangler ved en købt vare samt en to-årig reklamationsret.
Indhold er hentet
Fortrydelsesret og håndtering af returvarer
Inden du sælger en vare til en kunde online, skal du give kunden en række oplysninger på en klar og tydelig måde, herunder oplysninger om varens vigtigste egenskaber, betalings- og leveringsvilkår samt oplysninger om fortrydelsesret. Desuden forpligter du dig til at levere varen til den aftalte pris, når kunden har trykket ’køb’. Det kan få konsekvenser for dig som sælger, hvis du ikke overholder oplysningspligten. Hvis du fx undlader at oplyse kunden om udgifter ved returnering af en vare, kan din virksomhed risikere at skulle betale fragten.
Indhold er hentet
Markedsføring
Når du har en webshop og ønsker at markedsføre den, skal du være opmærksom på at overholde reglerne i markedsføringsloven. Loven gælder, når din virksomhed annoncerer, reklamerer, brander og rådgiver om virksomhedens produkter og indebærer blandt andet, at du skal have et forudgående samtykke, før du må henvende dig til en kunde på de sociale medier. Derudover skal du være særligt opmærksom, hvis du markedsfører til børn og unge under 18 år.
Indhold er hentet
Cookies
Hvis du anvender cookies i din webshop, skal du også vide, at der er regler for, hvordan du må bruge dem. Du skal blandt andet informere tydeligt om, hvilke formål du bruger cookies til. Og brugerne skal være klar over, hvad der sker, når de afgiver deres aktive samtykke.
Indhold er hentet
Håndtering af data
Når du driver en netbutik, er det vigtigt, at din indsamling og behandling af kundernes oplysninger er i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne (GDPR). Du behandler blandt andet personoplysninger, når du indsamler, opbevarer eller videregiver oplysninger om en fysisk person.
Indhold er hentet
Moms ved online salg
Når du sælger online til udlandet, gælder der forskellige momsregler, alt efter om du sælger til lande inden for eller uden for EU, og om du sælger til privatpersoner eller virksomheder. Sælger du varer og en række tjenesteydelser (fx teleydelser) til andre EU-lande for en samlet værdi på over 10.000 euro, skal du betale moms i hver af de EU-lande, du sælger til. For at lette administrationen kan du gennem Skats Moms One Stop Shop-ordning indberette din salgsmoms ét sted.
Indhold er hentet
Eksport uden for EU
Hvis din webshop sælger varer til lande uden for EU, skal du registreres som eksportør, og dine varer skal fortoldes.
Der er to måder, som du kan betale told på. Enten kan dine kunder betale told og andre afgifter, når de modtager varen, eller du kan som sælger betale told og afgifter, inden kunden modtager varen. Du vil skulle udfylde en række tolddokumenter, uanset hvilken model du vælger.
Mange webshopudbydere og fragtleverandører har vejledninger på deres hjemmesider, hvor de forklarer, hvordan de kan hjælpe dig med at overholde reglerne.