Indhold er hentet
Fra velkomst til værdi: Fasthold dine internationale medarbejdere
Internationale medarbejdere kan være en stor gevinst for danske virksomheder – men kun hvis de bliver. Når en international kollega rejser hjem kort tid efter ansættelsen, er det både dyrt og ærgerligt.
En udenlandsk medarbejder, der føler sig velkommen og som en del af fællesskabet, kan blive en nøgleperson i din forretning mange år frem.
Det kræver dog mere end blot en kontrakt og et CPR-nummer. Fastholdelse starter med en god modtagelse, og den fortsætter med trivsel og små praktiske tiltag i hverdagen.
Inklusion betaler sig – både menneskeligt og forretningsmæssigt
Når du investerer i at hjælpe internationale medarbejdere godt på plads, så investerer du samtidig i din virksomheds langsigtede succes. Du mindsker frafald og undgår gentagne rekrutteringsrunder.
Det handler om at se hele mennesket og skabe rammer for trivsel, både på og uden for arbejdspladsen. Undersøgelser viser, at en stor del af de internationale, der forlader Danmark igen, gør det på grund af manglende netværk, sproglige barrierer og mangel på social tilknytning.
Små indsatser – stor effekt. Du behøver ikke starte fra bunden.
Mange simple tiltag kan gøre en stor forskel:
Buddy- eller mentorordning, hvor den nye medarbejder får en fast kontaktperson
En buddy eller mentor kan være en kollega, som hjælper den nye medarbejder med at komme godt i gang på arbejdspladsen - både fagligt og socialt. Det kan være alt fra at forklare uformelle normer og omgangstone til at introducere den nye medarbejder til teamet og hjælpe med praktiske spørgsmål. En fast kontaktperson skaber en følelse af tilhør og tryghed fra første dag.
Sprogstøtte og introduktion til dansk arbejdspladskultur
Integrationen bliver styrket, når medarbejderen deltager i sprogkurser, og får mulighed for at øve dansk i uformelle rammer. For eksempel frokostklubber eller samtalecaféer. Den danske arbejdspladskultur er kendetegnet ved en flad struktur med direkte kommunikation og en forventning om selvstændighed. En introduktion til dette hjælper den nye medarbejdere med at forstå spillereglerne og føle sig hurtigere hjemme.
Sociale aktiviteter og netværk – også uden for arbejdstid
Fredagsbarer, sport, fællesspisning og frivillige netværk giver mulighed for at opbygge relationer, som styrker trivsel og fastholdelse. For mange internationale medarbejdere er det også en vigtig adgang til nye venskaber og lokalsamfundet.
Viden om fritidstilbud og praktisk hjælp til bolig, skole og job til partneren
En ny medarbejders trivsel hænger tæt sammen med familiens situation. Ved at tilbyde information om lokale fritidstilbud, støtte til boligjagt og vejledning til partnerens jobsøgning eller børnenes skolegang, viser man helhedsorienteret omsorg. Det gør det lettere for hele familien at slå rødder og øger sandsynligheden for, at medarbejderen bliver i længere tid.
Husk, at det ikke kun handler om medarbejderen – men også om familien. Hvis den medfølgende partner og evt. børn trives, er sandsynligheden for en længere ansættelse markant større.
Brug guiden ’Få succes med internationale medarbejdere’
Guiden giver dig inspiration, tjeklister og praktiske løsninger til onboarding, inklusion og fastholdelse. Uanset om du har lang erfaring eller er ny i international rekruttering, får du konkret hjælp til at sikre, at dine medarbejdere bliver – og trives.
Brug guiden som hjælp til at skabe en arbejdsplads, hvor internationale medarbejdere har lyst til at blive.
.webp?mw=1500)