Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Artikel

Bedre overblik og dokumentation med B2B e-fakturering

Som erhvervskunde får du et bedre overblik, når du modtager dine fakturaer i dit bogføringssystem. Som leverandør til erhvervskunden får du sikkerhed og dokumentation for, at din faktura er sendt korrekt og til rette modtager.

For både leverandør og kunde er det en fordel at have e-fakturaens oplysninger let tilgængelige i bogføringssystemet. Der er altid styr på, hvad der er sendt og hvornår. Med B2B e-fakturering er den tid forbi, hvor der kunne opstå et behov for at trawle en historisk mailkorrespondance igennem.

Når du som kunde modtager e-fakturaer

Som kunde kan det være en fordel at modtage fakturaer fra leverandører ét sted, i bogføringssystemet. Det øger overblikket og mindsker chancen for at overse regninger, der skulle have været betalt.

Dog kan der stadig være fakturaer, som du bliver nødt til at hente ind i dit bogføringssystem, fordi din leverandør ikke er overgået til e-fakturering.

Når du som leverandør sender e-fakturaer

Som leverandør har du med e-fakturering sikkerhed for, at fakturaen er modtaget af din kunde.

Hvis betalingen af fakturaen ikke falder rettidigt, har du, i de fleste bogføringssystemer, mulighed for at sende en rykker gennem bogføringssystemet.

Nogle bogføringssystemer kan vise, om modtageren har åbnet og behandlet fakturaen, eller om den skulle være blevet afvist. 

Det offentlige modtager kun e-fakturaer. Hvis du har offentlige kunder, er det nemmere at e-fakturere fra eget bogføringssystem frem for gennem andre løsninger. Når du e-fakturerer fra dit eget system, er fakturaen automatisk klar til at blive bogført, når du har modtaget betaling fra din kunde.

Styr på økonomi og likviditet

En robust økonomi med styr på likviditeten giver sikkerhed for, at du kan betale løn til dine medarbejdere og regninger fra leverandører. Som virksomhedsejer er det ofte en af forudsætningerne for at kunne sove roligt om natten. Styringen af din virksomheds økonomi baserer sig på solide processer for din bogføring, dine regnskaber og afstemning af budgetter.